Fortsæt til indhold
Livsstil

Nu kan du få lov at dø på Facebook

En ny politik fra Facebook vil give pårørende lov til at gemme billeder eller slette profiler for afdøde på det sociale medie.

Et nyt tiltag fra Facebook skal gøre døden en lille smule lettere. I hvert fald for de pårørende, der ønsker at gemme billeder, skrive en meddelelse til venner og familie eller slette Facebookprofilen for afdøde på det sociale medie.

Torsdag annoncerede Facebook i et nyhedsbrev, at det sociale medie vil tillade dets brugere at vælge en såkaldt "eftermæle-kontakt", på engelsk "Legacy Contact", der kan håndtere ens profil, når man dør.

"Gennem samtaler med mennesker, der har oplevet at miste en person, har vi opdaget, at vi kan gøre mere for at hjælpe dem, der er i sorg samt dem, der vil have indflydelse på, hvad der sker med deres profil efter deres død," skriver Facebook i nyhedsbrevet.

"Eftermæle-kontakten" får lov til at lave et opslag på den afdødes profil, f.eks. annoncere for begravelsetidspunktet. Kontakten får ikke lov til at læse private meddelelser, men kan besvare venanmodninger og gemme billeder fra Facebook-profilen.

Flere familier har tidligere kontaktet Facebook, fordi de var frustrerede over ikke at kunne gemme billeder fra afdøde pårørendes profiler eller lave meddelelser om begravelse og andet.

Tidligere var det muligt at fastfryse en profil, slette den eller efterlade den uændret, når en person var gået bort. Det er først med den nye ordning, at pårørende får mulighed for at redigere profilen, mens det også bliver lettere at slette profilen helt for pårørende.

Google har tidligere indført en lignende politik, hvor man kan planlægge sin digitale død ved at give "betroede" kontakter adgang til ens data på mail og lignende.

Den nye ordning bliver først indført på profiler i USA, men flere lande vil følge senere, siger Facebook.