»Vi talte aldrig om min far«

En sammenbragt kunstnerfamilie og Bornholms vilde natur var rammen om Ursula Munch-Petersens opvækst, og selv om det kan lyde idyllisk i dag, var det ikke tilfældet i årene omkring Anden Verdenskrig.

Ikke kun på grund af krig og smalhals, men også fordi kunstnere på den tid var et ugleset folkefærd. At være kunstner, var ikke et rigtigt arbejde, mente man på klippeøen.

»Det kan lyde paradoksalt i dag, hvor Bornholm jo nærmest har status som kunstnernes paradis, men da jeg var barn, regnede bornholmerne ikke kunstnere for det skidt, man trådte på,« siger Ursula Munch-Petersen og tilføjer, at det omvendte nok også var tilfældet.

»I min familie kom vi heller ikke sammen med Gudhjemboerne, men med tilflyttede kunstnere, den lokale læge og nogle af de rige sommergæster. Vi var lidt finere end andre – uden at jeg forstod hvorfor,« husker hun.

Vi møder den i dag 76-årige keramiker i kunstnerboligen på Grønnemose Allé i Emdrup i København. Det er her, hun bor og arbejder. Det højloftede rum, som både er stue og atelier, emmer af et langt liv i keramikkens tjeneste.

For selv om Ursula Munch-Petersen strittede imod og slet ikke ville være keramiker som sin mor og morfar, vandt leret til sidst.

Som barn drømte hun i stedet om at blive botaniker eller arkæolog. Naturen blev tidligt en forbundsfælle i hendes liv, for hun var meget overladt til sig selv.

»Jeg strejfede meget rundt alene og var faktisk ret ensom, men det gav mig også en frihed. Jeg lærte naturen at kende – en dag lærte jeg også mig selv at svømme i havet ved klipperne. Af min eneboeronkel Sigurd Vasegaard lærte jeg navnene på alle blomster og planter. Det har jeg været glad for,« siger hun.

Den fine slægt

Ursula Munch-Petersen har aldrig kendt sin far, digteren Gustaf Munch-Petersen. Han døde som frivillig under Den Spanske Borgerkrig i marts 1938, da hun var spæd og hendes storesøster to år.

Moderen, Lisbeth Munch-Petersen, var ud af det berømte bornholmske keramikdynasti Hjorth – og selv keramiker. Hun krymper sig lidt i stolen, når man nævner hendes ”fine” keramikerslægt.

Man fornemmer, at hun valgte faget mere af nød – og fordi hun ikke blev student – end på grund af sine aner. At alt ikke var lutter idyl i den bornholmske keramikerfamilie, oplevede hun på egen krop, da hun en kort periode var ansat på Hjorts fabrik i Rønne.

»Hjorths fabrik var netop blevet bedt om at lave et stort relief til den nybyggede rutebåd M/S Bornholm. ”Det kan du lave,” sagde de til mig – ”nu, du er her.” Jeg havde netop afsluttet min uddannelse på Kunsthåndværkerskolen i København og kastede mig glad ud i en ønskeopgave,« fortæller Ursula Munch-Petersen, som modellerede et stykke bornholmsk natur.

Da det store relief var færdigt, kom en journalist fra lokalavisen forbi og skrev en større artikel om værket. Men på fabrikken blev de fortørnede over, at hun havde ”ført sig frem”. Gammelt nid og nag var blusset op.

»Inden jeg blev født, var min morfar holdt op på fabrikken på grund af uenigheder, som jeg ikke vidste noget om. Nu oplevede jeg endnu en splittelse, denne gang i Hjort-familien,« siger hun og tilføjer, at relieffet ellers blev fint modtaget og i en årrække sejlede med M/S Bornholm.

I dag er det sat op på oplevelsescenteret Naturbornholm.

Folkelig kunstner

Ursula Munch-Petersen har for længst slået sit navn fast som en af landets ypperste keramikere. Hun har modtaget talrige priser og hædersbevisninger, er berømmet for sine udsmykninger i ind- og udland, og tilmed har hun opnået folkelig popularitet.

Kendt i den brede offentlighed blev hun for alvor med Ursulastellet, som hun udviklede for Den Kongelige Porcelainsfabrik (i dag Royal Copenhagen, red.). Her var hun tilknyttet kunstner i en årrække, men det økonomiske fundament for at skabe fajancestellet var et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Ved lanceringen i 1993 blev Ursulastellet en øjeblikkelig succes, skønt Royal Copenhagen kun tøvende havde sat stellet i produktion.

I 2009 besluttede Royal Copenhagen overraskende at stoppe produktionen af Ursulastellet. Det skete blandt andet med den begrundelse, at den japanske fabrik, som producerede stellet de sidste år, krævede større ordrer for at opretholde produktionen.

Hun husker det kryptiske brev fra ledelsen.

»I brevet fra Royal Copenhagen stod der lidt sjovt, at det var for at optimere salget, at mit produkt skulle udgå,« siger Ursula Munch-Petersen og tilføjer loyalt, at Royal Copenhagen venligt overlod såvel forarbejder som originalmodeller til hende, da Kähler i 2012 fik rettighederne.

Fans af Ursulastellet oprettede hurtigt Facebookgruppen ”Vi vil have Ursula tilbage!” Det får de nu. Missionen er lykkedes. Et stykke dansk kulturarv blev reddet på målstregen, og i april måned kommer de første dele af det nye Ursulastel i handelen.

Samarbejdet med Kähler er fint, siger hun, men træerne vokser ikke ind i himlen.

»Helt ligetil er det aldrig at flytte en keramisk produktion. Leret er et levende materiale, som optræder forskelligt alle steder, men det skal nok blive godt,« forsikrer keramikeren, der tro mod sig selv har fulgt processen ned i mindste detalje.

Mit livs puslespil

Helt ligetil har livet heller ikke været for Ursula Munch-Petersen. Især har hun i sin opvækst savnet svar på tingenes rette sammenhæng.

»Mange problemer blev fejet ind under gulvtæppet i min barndom, og siden har jeg ledt efter og fundet den ene brik efter den anden til mit livs puslespil,« siger hun og nævner de daglige ”forhør” i skolen på Bornholm.

»Når jeg blev spurgt, hvor min rigtige far var henne, svarede jeg, at han var rejst til et andet land. ”Hvorfor det?” Jo, hvis han ikke var rejst selv, ville politiet have hentet ham. ”Nå, havde han da stjålet noget, eller hvad?” Jeg rodede mig længere og længere ud, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige.«

I skolen måtte hun ikke sige sit eget efternavn, når hun blev råbt op. Hun skulle sige sin værges navn.

»Mit fornavn var Søster, men det måtte jeg heller ikke sige. Jeg skulle sige Ursula eller Birgitte, som jeg hed på papiret, og så sagde jeg Birgitte, fordi det ikke var så underligt som Ursula. Jeg blev altid meget stresset over dette forhør. Børn ønsker at være ligesom de andre. Min far, Gustaf Munch-Petersen, var tabu hjemme. Vi talte aldrig om ham.«

De hemmelige penge

Talt blev der heller ikke om de penge, som farmoren i København sendte til Ursula Munch-Petersens mor, så hun kunne sørge for, at Ursula og hendes storesøster Mette ”fik en god opdragelse”.

»Min farmor var en fin dame – svensk og dr.phil. i nordisk litteratur. I min fars familie var alle højtuddannede. Min farfar var professor i vandbygningskunst. Hun sendte penge til mig og min søster måned efter måned, fordi vi skulle spille klaver, gå til dans og alt det fine.

Men pengene gik jo lige ned i et stort hul. Min mors nye mand havde forladt tre børn, og han og min mor fik hurtigt tre til, så i alt var der otte børn og meget få penge,« siger Ursula Munch-Petersen og mener, at det hele nok havde været lettere, hvis hendes mors nye mand havde været »kontormand med fast løn og ikke en fattig kunstmaler.«

Først for nylig fandt hun ud af, hvorfor hendes farmor havde insisteret på, at hun som voksen skulle hedde Ursula og ikke Birgitte eller Søster, som hun blev kaldt i barndomsårene på Bornholm.

»Det viste sig, at en forfatterven af min far havde sagt, at Ursula indeholdt to af de samme vokaler som navnet Gustaf. Så derfor.«

Hun trivedes aldrig i skolen på Bornholm, og måske derfor tilbragte hun mere og mere tid med at passe sine tre små søskende, og gå hånde med husholdningen.

Hun fortæller det uden bitterhed:

»Jeg blev ikke tvunget til det, og jeg elskede min små søskende, som havde brug for mig. Jeg søgte det selv, og så havde jeg også et sted at komme af med mine følelser. Det kan jeg se i dag. Men det betød jo, at jeg ikke fik passet min skole.«

I dag har hun sluttet fred med sin brogede familiebaggrund, for som hun siger:

»Mange brikker er faldet på plads, eller de er i det mindste kommet frem i lyset. Jeg forstår mere og mere.«

Når du ser tilbage på dit liv, hvad synes du så er det vigtigste, du har lært?

»At nogle af de ting, som jeg har været mest ked af, og som jeg i første omgang har gjort af nød, alligevel har været gode. Hvor skulle jeg for eksempel have gjort af mine følelser uden mine små søskende? Og hvordan skulle jeg have lavet fajancestellet, uden at jeg havde øvet mig i alle de år som lærer?« siger Ursula Munch-Petersen, der fra 1973 og tyve år frem var en højt skattet underviser på Skolen for Brugskunst (tidligere Kunsthåndværkerskolen og nu Danmarks Designskole, red.)

»Dengang sagde man, at de sjove laver ”fri” keramik – de bliver kunstnere – og de kedelige laver brugsting. Det var jeg ikke enig i. Jeg havde læst Georg Simmel (kaldet sociologiens fader, red.). Han skrev for 100 år siden et essay ”Hanken” om forskellen på et kunstværk og en brugsting – og det ene var ikke finere end det andet.«

Gennem hele sin karriere som keramiker og underviser har Ursula Munch-Petersen kæmpet for, at designuddannelserne også var håndværksmæssigt funderet. Hun har noteret sig, at der nu er oprettet et modelværksted ude på Holmen. Allerhelst så hun, at designskolerne fik tilknyttet en egentlig værktøjsmageruddannelse.

Tidens ”kreativitetsbegejstring” er ikke hendes kop te:

»At alle skal være så kreative. Det er blevet et plusord, men hvad vil det egentlig sige at være kreativ? Der er også noget, der hedder kreativ bogføring. Hvis håndværkene forsvinder, nytter alt det andet ikke, og mister man et håndværk, forsvinder også hele sproget omkring det.

I keramikkens sprog taler man om at ”dreje sig ind på en ting”. Det kan man ikke på en computer med et 3D-program. Computeren tager ikke højde for, at leret sætter sig – og mange andre ting. Kender man ikke sit håndværk, kan det gå grueligt galt.«

Hun er overbevist om, at virksomheder som Kähler og Royal Copenhagen kunne spare mange penge, hvis de satsede på at have dygtige værktøjsmagere her i landet. Så kunne modellerne laves helt færdige, inden de sendes til fabrikkerne i udlandet, hvortil produktionen i dag er outsourcet.

»Tænk, hvis dette forarbejde fandt sted i Danmark, så kunne man tale ansigt til ansigt med håndværkerne.«

Tusmørket har sænket sig udenfor, og da vi skal til at bryde op, siger hun som ved en pludselig indskydelse:

»Inderst inde har jeg altid følt, at jeg har snydt lidt. Fordi jeg sagde, at jeg ville være keramiker, men egentlig ikke ville.«

Måske derfor har hun altid gjort sig ekstra umage.