En diva uden nykker

LOS ANGELES

Der gik ca. 3 minutter og 15 sekunder, før 44-årige Cate Blanchett havde sin første rolle i en Woody Allen-film.

Hun fik en opringning fra den amerikanske instruktør, mens hun befandt sig hjemme i Sydney. Det tog ham cirka to et halvt minut at forklare, hvad hans næste film, ”Blue Jasmine”, handlede om, og at han ville sende manuskriptet Down Under.

Hun læste de velskrevne replikker så snart, de var kommet med posten, og brugte derefter ca. 45 sekunder på telefonen mellem New York og Sydney på at sige ja til rollen som den fallerede karakter Jasmine, der må tage turen fra den ene kyst til den anden i USA for at slå sig ned hos sin søster i San Francisco.

Der var ifølge Woody Allen heller ikke brug for mere. For Cate Blanchett er Cate Blanchett. Skuespillerinder findes ikke bedre. Og Woody Allen er som bekendt Woody Allen.

»Personligt er det, som jeg elsker ved alle Woodys film, at han blander de tragiske elementer med de absurde aspekter i livet,« siger Cate Blanchett.

»Indimellem falder hans film inden for den tragiske genre og indimellem den absurde.«

Cate Blanchett er lige trådt ned af scenen på teatret i Sydney, lørdagen inden vores interview, som fandt sted en eftermiddag sidst i juni måned i Beverly Hills. Hun har netop spillet Claire i Jean Genets stykke ”The Maids” fra 1947.

Derfor beskriver hun sig selv som "a night creature" efter de seneste syv måneder, hvor hun har stået på scenen. Det er ikke uvant for Cate Blanchett, der har givet meget af sin tid til teaterscenen i sit hjemland de seneste år, uden at vi danskere har bemærket det.

Det er fire år siden, at Cate Blanchett og hendes familie pakkede alle deres ejendele – inklusive hendes Oscar - sammen for at sende dem fra London til Sydney. Ikke fordi de var trætte af deres tilværelse i den engelske hovedstad, hvor de havde boet siden 1998, da Cate Blanchett medvirkede i teaterstykket ”Plenty” på Albery Theatre i West End.

Det var primært pga. parrets tre sønner, der nu er henholdsvis 12, 9 og 5 år gamle, og som gerne skal slå rødder i Australien. De skulle jo nødigt blive rodløse.

Ingen divanykker

Når man møder Cate Blanchett, er det slående, hvor lidt diva der er over den australske skuespillerinde med den dybe stemme og det smukke ansigt med den nærmest marmorhvide hud.

Den bærer ikke mange tegn på, at hun nu er midt i 40'erne. Allerede som barn var hun nemlig opmærksom på, at hun skulle passe godt på sin sarte hud i den stærke australske sol, og hun var bleg som en maddike, hvilket ikke var in blandt hendes skolekammerater.

Men i dag står hun uomtvisteligt på Hollywoods såkaldte A-liste og er en af verdens mest eftertragtede skuespillerinder. Er det mon derfor, hun altid er så fattet?

»Ikke klokken seks om morgenen, når jeg er ved at lave pandekager,« fastslår Cate Blanchett.

»Det er ofte de små ting, der kan få én helt ud af den. Alting går som smurt, indtil man ikke kan finde den fucking kuglepen. Men jeg er ellers ret god til at multitaske.«

Hun standser op og tænker sig om.

»Det er værst, når der ikke er noget, jeg skal. Det tager mig ret lang tid at slappe af og ikke lave noget som helst. Men jeg forstår godt afslapningskonceptet ved en strandferie – efter et stykke tid.«

Cate Blanchetts liv adskiller sig i dag på næsten alle måder fra hendes karakters, Jamines, liv i ”Blue Jasmine”, om end hun har oplevet at være helt på røven og leve under kummerlige forhold, da hun lige havde bestået dramaskolen.

Desuden voksede hun ikke op under rige forhold. Cate Blanchett var 10 år gammel, da hendes far døde pludseligt af en blodprop, da han var i 40'erne. Hendes mor blev enlig med tre børn.

Men i "Blue Jasmine" ser vi den alkoholiserede Jasmine møde op hos sin søster Ginger (Sally Hawkins), efter at have mistet alt. Jasmine har levet et overklasseliv på New Yorks fornemme Upper East Side, da hendes finansmand, Hal (Alec Baldwin), viser sig at have tjent sin formue på ulovlig vis og ender i fængsel for bedrageri på ægte Bernie Madoff-vis.

Jasmine, der ikke har skabt en tilværelse for sig selv, men har opnået sin high society-position netop pga. sin mand – der efter sigende har forhørt hende til sangen ”Blue Moon” – står nu på gaden uden meget andet end sine Chanel-klæder og de eksklusive Louis Vuitton-tasker, som hun har formået at redde ud af det kollapsede hjem. Jasmine er på sammenbruddets rand og tyer til Stoli-vodkaen, så snart hun gør sin entre i søsterens mindre sofistikerede arbejderklassehjem i San Francisco.

»Det er et meget aktuelt og samtidigt værk, som dog tilhører en lang tradition i amerikansk drama,« siger Cate Blanchett. ”Blue Jasmine” minder en del om Tennessee Williams stykke fra 1947, der hedder ”A Streetcar Named Desire”, og som herhjemme er kendt under titlen ”Omstigning til Paradis”.

»Hvis man f.eks. tænker på karakteren Mary Tyrone i ”Lang dags rejse mod nat” og alle Tennessee Williams heltinder, som er kvinder, der befinder sig på en fin grænse mellem brutalitet og poesi, fantasi og realitet, så ville det være skørt ikke at trække på det. Men i sidste ende skiller Woodys skrivestil sig meget ud fra Tennessee Williams rent rytmisk og tonalt. Jeg tænkte på alle disse Upper East Side-kvinder og de finansielle skandaler lige så meget, som jeg tænkte på Blanche DuBois, som jeg spillede i ”A Streetcar Named Desire”.«

En drøm gik i opfyldelse

Det var en længe næret drøm, der gik i opfyldelse, da hun fik den ultrakorte opringning fra New York i 2012. Den australske skuespillerinde, der var hjemme i Sydney sammen med sin mand, Andrew Upton, for at lede den kreative linje på Sydney Theatre Company – som de har gjort siden 2009 – havde længe ønsket at få en jobsamtale med den legendariske instruktør Woody Allen. Hun har nemlig altid været fan af den nu 77-årige newyorker og gik straks i gang med at gense favoritter som ”Små og store synder” (1989) og ”Hannah og hendes søstre” (1986).

»Jeg havde faktisk opgivet håbet om at arbejde sammen med Woody,« fortæller Cate Blanchett, der ellers har de rette instruktørnavne som blandt andre Martin Scorsese, Peter Jackson og Steven Spielberg på sit cv samt en Oscar i sin stue som bevis for sine evner.

»Jeg tænkte: Øv, måske er han slet ikke interesseret, så jeg var begejstret for at få opringningen. Han er den mest umættelige instruktør, jeg nogensinde har arbejdet med.«

»Woody har den gave, at han er i stand til at få os til at le ad de mest smertefulde ting,« siger Cate Blanchett og påpeger, at ”Blue Jasmine” ligesom mange andre Woody Allen film er på grænsen mellem en tragedie og en absurd komedie. »Han kan finde de mest alvorlige hændelser yderst absurde. De fleste af hans film skifter hele tiden tone, og det var tonen, som var en af de største udfordringer.«

Selv om Cate Blanchett har en lang liste mindeværdige roller bag sig, er den ansete skuespillerinde alligevel ikke skråsikker inden for sit felt.

»Jeg er altid nervøs!« fastslår hun så bestemt, at man tror hende.

»Jeg har en tendens til altid at tage en større bid, end jeg kan tygge rent kreativt, og indimellem virker det ikke. Men det er præcist det, som holder mig kørende.«

Kvindes identitetskrise

I ”Blue Jasmine” er Jasmine klædt upåklageligt i dyre mærkevarer som blandt andet Carolina Herrera, Oscar De La Renta, Karl Lagerfeld og Giorgio Armani. Til interviewet i Beverly Hills er Cate Blanchett selv iklædt en stramtsiddende, bordeauxfarvet kjole med laksefarvet krave. Men hun husker ikke mærket, som vil hun bevidst ikke sammenlignes med Jasmine, der har måttet forlade sin fornemme adresse på 5th Avenue på Manhattan for at leve under mindre luksuriøse kår. Denne situation ville normalt give anledning til selvrefleksion, men Jasmine formår ikke at se ud under sin egen snobbede næsetip.

»Det gør hende forhåbentlig mere menneskelig, at hun har været fremmed for sig selv lige fra begyndelsen,« siger Cate Blanchett, der spiller Jasmine, så man har en fornemmelse af hendes skrøbelighed lige under huden. Hun er som altid i stand til at komme et lag dybere ind i sine karakterer end de fleste skuespillerinder, hvilket placerer hende i en klasse helt for sig – og i dette tilfælde indbyder til spekulation om, at hun får sin sjette Oscar-nominering.

»Jasmines biologiske forældre er ikke nævnt, så hun er blevet fremmedgjort fra sin begyndelse. Hun ændrede sit navn, har ingen indre kerne eller evne til at tage selvstændige beslutninger. Hun kigger desperat efter sin identitet i andre mennesker, og der er en desperation i den søgen, som giver mig en tro på, at hendes hjerte er på rette sted.«

Cate Blanchett påpeger, at selv om ”Blue Jasmine” handler om en high society-kvinde, der har mistet alle sine materielle goder og fundamentet for sin opdigtede identitet, er den et billede på de mange mennesker, som har lidt efter den finansielle krise og ikke alene "de prinsesser fra Upper East Side, der er faldet ud af nåden," som hun udtrykker det. Hun er desuden en kvinde, der er fremmedgjort fra sig selv, som er en tendens i et samfund, der ikke giver mennesket den rette grobund for at leve oprigtigt.

Et samfund, hvor vi ofte er fremmedgjorte over for os selv og vores nærmeste. Dette skildrer Woody Allen gennem Jasmine.

»Jeg vil mene, at Woody Allen er fascineret af og ærer kvinder,« siger Cate Blanchett og pointerer, at mandlige manuskriptforfattere ofte gemmer sig bag deres kvindelige karakterer og afslører mange af deres egne verdensopfattelser igennem det andet køn. »Jeg sagde til ham under optagelserne, at han selv skulle have spillet denne rolle og han tænkte seriøst over det i et minut og svarede, at det ville alligevel have været for komisk.«

»Han sætter stor pris på og finder nydelse i de ekstremer, som kvinder kan gå til rent følelsesmæssigt og psykologisk – især de flamboyante ekstremer, som kvinder kan ty til. Han har givet nogle af de største kvindelig skuespillere – som Diane Keaton, Scarlett Johansson og Penelope Cruz – det bedste materiale at arbejde med.«

Rødder i Sydney

Om sig selv og sit privatliv fortæller Cate Blanchett:

»Jeg har været gift i 16 år, og jo længere tid, vi er sammen, des mere tror jeg på, at det var skæbnen,« siger Cate Blanchett, der forelskede sig i sin landsmand en sen aften, da de diskuterede den russiske forfatter Ivan Turgenev, udvekslede et kys og spillede poker.

De blev gift et års tid senere, lige inden Cate Blanchett begyndte at filme ”Elizabeth”.

»Han er det første menneske, der talte brutalt, ærligt og åbent om mit arbejde, for det er klart, at som skuespiller er man ikke altid så interesseret i at kigge for direkte på sit arbejde. Men jeg kan tale med ham om alt uden at være bange for hans bedømmelse, selv om han lukker munden på mig, hvis jeg bliver for latterlig.«

Hun ler hjerteligt ved tanken.

»Han tolererer heller ikke grandeur.«

»Jeg tror, at jeg ville have meget nemmere ved at håndtere et finansielt tab end tabet af mit forhold,« siger Cate Blanchett.

»Jeg aner ikke, om jeg overhovedet ville kunne håndtere at miste mit forhold. Jeg ville være et frygteligt rod. Forhåbentligt ville jeg kunne holde det privat.«