Nogen gange skal jeg holdes lidt nede

»Pas på, at hunden ikke hopper op ad jer,« lyder det henne fra døren, da havelågen bliver åbnet, og en forvokset blanding af en broholmer, labrador og schæfer kommer springende imod os. Det viser sig at være Konrad, Ilse Jacobsens nye hund. Et gadekryds på otte måneder med hvalpens trang til selskab og beskæftigelse. Men Konrad er velopdragen. Han springer ikke op, står blot forventningsfuld og logrer.

Hornbæk viser sig fra sin smukkeste side denne solskinsdag, hvor de idylliske fiskerhuse langs øststranden viser tidligt blomstrende rosenbede. Fra havelågen er der frit udsyn over stejlebakken og havet, der spejler himlens blå i solen. Ikke så mærkeligt, at Ilse Jacobsen valgte at sætte Hornbæk bag sit navn, da hun startede sit brand.

»Det var noget af det mest naturlige for mig. Hvad jeg hedder, og hvor jeg kommer fra,« siger hun forklarende, da vi efter en rundvisning i det tre etager høje hus har taget plads omkring spisebordet i udekøkkenet, der er møbleret i ægte italiensk landstil med kakler og åben ild for enden af bordet.

Der var rigtig mange, som syntes, at det var noget af det mest åndssvage, de havde hørt længe. Det kunne man bare ikke kalde et brand. Men det kunne man altså godt alligevel. Jeg er den, jeg er, og jeg bor her. Og det var sådan set også hele ideen med brandet, at det skal afspejle de omgivelser, jeg befinder mig i. For jeg sælger jo ikke bare sko, gummistøvler og tøj. Jeg sælger en livsstil, der stammer fra mit liv i Hornbæk,« siger den 52-årige virksomhedsejer, der den 28. juni fejrer 20-års jubilæum med et brag af en fest – i Hornbæk.

400 danske og udenlandste gæster er inviteret til byen, hvor Ilse Jacobsen Hornbæks seneste kollektioner bliver vist til et stort show på stranden. I de omgivelser, der i alle årene har været den største inspirationskilde.

Tætte familiebånd

»Jeg er enormt glad for at bo i Hornbæk. Jeg er født og opvokset her og har altid været glad for at være her. Jeg elsker stranden, vandet og skoven. og så passer det mig usandsynligt godt, at byen ikke er større end de 5.000, der bor her. Når man som jeg rejser meget rundt til storbyer med op til 40 mio. mennekser, så kan det ikke gå stærkt nok med at komme hjem. Jeg prioriterer virkelig den fantastiske ro, der er heroppe, og jeg håber ikke, at Hornbæk nogensinde bliver større. Det er fantastisk, at man stadig har bevaret de gamle fiskermiljøer og den lille havn.«

Ilse Jacobsens forældre mødte hinanden i Hornbæk, hvor hendes farfar var skovløber i 35 år og boede i et lille skovløberhus, som ligger lige deroppe. Hun peger mod nordvest.

»Min mor var wienerbarn og kom hertil efter krigen som otte-årig. Hun arbejdede på en vævestue, som senere blev til Hornbæk Bodega. Hun mødte min far til en havnefest, og så var den jo hjemme,« siger hun med et grin.

Ilse voksede op med en tvillingebror og fik senere en lillesøster. Alle bor de i Hornbæk, og alle er de blevet en del af virksomheden Ilse Jacobsen Hornbæk.

»Jeg har lige ansat min bror i firmaet. Han er en slags Georg Gearløs-it-nørd og ved alt om tryksager og den slags, så han sidder i it-afdelingen. Og min søster skal være værtinde og chef for det kurbad , jeg er ved at bygge. Min mor hjælper til med regnskaberne, og min far går pigerne i vejen nede i butikkerne og ser efter, at de husker at lukke døre og vinduer og den slags. Så alle er i gang. Hvis jeg ikke får ringet til min mor i to dage, så kan der godt komme en spids kommentar.«

Taske til 57.000 kr.

På de tyve år, der er gået, siden Ilse Jacobsen designede sin første sandalkollektion, som hun selv kørte rundt og solgte til butikkerne, er hendes virksomhed blevet international og brandet så populært, at hun for et lille års tid siden var inviteret til at deltage i den handelsdelegation, der med kronprinseparret i spidsen rejste rundt i Sydkorea for at skabe opmærksomhed om danske virksomheder. Det passede som fod i gummistøvle, da Ilse Jacobsen Hornbæk netop havde gjort sit indtog i landet kort tid forinden.

»Det er uvurderlig reklame for os, at kronprinseparret er med på sådan en tur. Og de gør det så godt. Jeg var meget imponeret,« siger hun.

Forvandlingen fra én kvinde-firma til 80 ansatte på domicilet i Aalsgårde er sket uden vokseværk. Stille og roligt har Ilse Jacobsen inddraget nye områder under sit brand. Aldrig taget længere skridt end bukserne kunne bære. Det gode, gamle købmandsprincip med at betale kontant og vente med at købe, til pengene ligger i kassen, er stadig en dyd for Ilse. I dag står hendes mand, Jesper, for økonomien, og den har han helt styr på. Som dengang han lettere bestyrtet kom ind med et kontoudtog, hvoraf det fremgik, at Ilse havde købt en taske til 57.000 kr. Kunne det nu også passe?

Og det kunne det!« griner hun.

»Jeg var til en messe sammen med en veninde og var gået ud for at shoppe. Min veninde havde set forkert på prisskiltet. Og selv om vi undrede os over den excellente betjening med champagne og opvartning for en taske til 800 euro, så kontrollerede vi først kvitteringen, da vi var kommet tilbage til hotellet, hvor det viste sig, at tasken havde kostet 8.000 euro i stedet. Men jeg følte, at det ville være for flovt at levere den tilbage igen, da butikken havde fået den fløjet ind fra London!«

Og faktisk har det vist sig at være en god investering, selv om hun ikke har turdet gå med tasken af frygt for at glemme den et sted. Den har ligget i skabet og er stille og roligt steget i pris!

Hornbæks fru Skjern

I Hornbæk kalder de hende fru Skjern. Og hendes historie kunne faktisk godt minde om den entreprenante manufakturhandlers fra Matador.

Sit første job havde hun som 6-årig, da hun løb med brød for bageren. Så blev det aviser op og ned ad vejen, mælkemanden fik også en hånd med. Som 11-årig fik hun job hos Jacobsen på Hornbækhus, det var ham med Jacobsens Slankekur.

»Jeg ringede selv derned og ville ikke fortælle, hvor gammel jeg var. Jeg fik jobbet, men jeg kunne ikke engang se op over receptionsdisken, da jeg kom. Det grinede Jacobsen selv af, og jeg fik jobbet, som jeg havde i mange år. Så blev jeg gift med hans søn, Søren Jacobsen, og derfra stammer navnet. Han var noget ældre end mig og havde gået og luret på mig, siden jeg var 11 og tænkt, hun bliver nok køn en dag. Og det syntes han så, jeg blev.

Jeg lærte utrolig meget af det. Det var helt Fawlty Towers. Det var før Nupo-kurene, og der blev lavet rigtig superlækkert mad til alle de mennesker, der kom for at tabe sig.«

Skoene kom Ilse Jacobsen i gang med ved et tilfælde.

»Jeg havde nogle bekendte, som havde lavet sko. Og jeg tænkte, at når de kan, så kan jeg vel også. Og sådan startede det hele. Jeg tænkte, at det var fjollet at gå og slæbe for alle andre. Jeg kunne lige så godt selv få fortjeneste ud af det. Jeg startede helt fra bunden med en lille sandalkollektion på ti par, som jeg rejste rundt med i posen og forsøgte at sælge til kunder, som jeg kendte i forvejen, fordi jeg havde solgt sko for andre. Jeg er den type, der altid kører rundt med noget i posen. Og til sidst lød det altid: ”Hvad har du i posen i dag?”, når jeg dukkede op. Så købmandsdelen vidste jeg, at jeg kunne.«

Tvunget ud til lånehajerne

På det tidspunkt havde Ilse en lille butik på 31 kvm i Hornbæk, hvor hun solgte tøj. Og her fik hendes egne sandaler plads.

»Da gik folk også og sagde; ”Åh Herregud, det kommer aldrig til at gå”. Det har jeg godt nok hørt nogle gange heroppe. Men det siger man ikke mere.«

Ligesom en vis Mads Skjern måtte Ilse også forgæves bede banken om et lån. Og hun blev tvunget ud på det sorte marked.

»Jeg havde min stolthed og ville ikke låne af min mor og far. Man har jo hørt alle de skrækhistorier om folk, der må gå fra hus og hjem, fordi de har kautioneret for børnene. Så jeg lånte pengene på det sorte marked. Heldigvis fik jeg hurtigt tjent pengene og betalt tilbage.«

Gummistøvlerne kom til omkring år 2000 og så regntøjet. Og selv om man skulle tro, at Danmark altid er gummistøvleland, så var det Norge og Sverige, som først fandt ud af, at man bør gå i Ilse Jacobsen Hornbæk-støvler af ægte naturgummi.

»Jeg havde set mange rende rundt i gummistøvler heroppe i Hornbæk og var også selv indehaver af et par. Og det havde altid irriteret mig, at de var lavet af pvc og lynhurtig blev klamme at gå i. Og så syntes jeg, at mange af dem var utrolig grimme. Derfor begyndte jeg at eksperimentere med at lave nogle af ægte naturgummi. Og dem, jeg laver i dag, er lavet i hånden. Der er 27 dele i hver gummistøvle, som skal vulkaniseres sammen, så det er et meget stort arbejde. Gummi er meget levende at arbejde med, og den med snøren tog mig to år at få udviklet.«

Ilses gummistøvler bliver lavet i Europa, og hun har absolut ingen planer om at flytte produktionen til Kina.

»Den kvalitet, som vi arbejder med, er meget kompliceret. Jeg har lige startet en ny fabrik op, og det har taget mig næsten to år at kopiere mig selv. Det er et helvede at lave dem!«

En drøm går i opfyldelse

Ilse har seks designere ansat, som hun idéudvikler sammen med.

»Jeg er sådan én, der ryster ideer ud af ærmerne. Jeg rejser meget rundt omkring i verden, og der bliver jeg inspireret. Jeg husker, det jeg ser. Og ellers tager jeg telefonen frem og tager et billede. Det er skæggere end at gå til modeopvisninger. Og så tager jeg på materialemesser og finder ud af, hvad man nu har fundet på. Det er fantastisk, hvad man kan lave i kunststof i dag. Jeg har lige fundet noget, der fuldkommen ligner og føles som læder, som jeg vil bruge i mit spa.«

Så er der taget hul på snakken om det, der optager hende mest lige nu; hendes nye spa, Kurbadet by Ilse Jacobsen , som er planlagt til at slå dørene op i efteråret. I Hornbæk, selvfølgelig.

»Planerne om Kurbadet har ulmet i flere år, og i al den tid har jeg gået og samlet ting sammen, som jeg gerne vil bruge dernede. Kunst til væggene, fontainer, som jeg har gået og kredset om i flere år og endelig kunne købe, da byggeplanerne var blevet godkendt! Jeg elsker at gå i spa og har besøgt rigtig mange i tidens løb, men de fleste har været meget mørke og dunkle i farverne. Det skal vores ikke være. Den skal være lys og venlig. Holdt helt i cremefarver,« lyder det drømmende.

Aktivist som 11-årig

For Ilse Jacobsen bliver selv en af kurbadets faste kunder. Hun lider af en meget smertefuld leddegigt og gik til noget genoptræning på sygehuset i Esbønderup. Her opdagede hun, hvor godt det er for hendes gigt at bade i varmtvandsbassin.

»Nu har de lukket sygehuset, og der findes ikke længere noget varmtvandsbassin heroppe i Nordsjælland. Så må jeg jo selv bygge et,« som hun siger.

På grunden, der ligger et par hundrede meter fra stranden, lå et gammelt fritidshjem, som Ilse selv var med til at sætte i stand, da hun var 11-12 år og aktivist. Sammen med sin tvillingebror og nogle klassekammerater fik hun af kommunen lov til at fikse huset op med maling og bruge det som en form for fritidshjem. Senere blev det officielt fritidshjem.

»For nogle år siden fik jeg mulighed for at købe det, og jeg vidste med det samme, at min spa skulle ligge der. Det er en fantastisk grund, hvor vi laver et udendørs bassin med 34 grader varmt vand i haven. Jeg laver også et indendørs bassin, og et hvilerum, og så bliver der diætist, hudpleje, fysioterapi og kiropraktik og fodpleje. Vi har udviklet en ny serie spa- og hudplejeprodukter, Ilse by Lise Jacobsen, som bliver lanceret samtidig med åbningen.

Min søster skal være værtinde, og vi vil køre det på en lidt anden måde end andre spa. Det bliver lyst og med et stort havbillede fra Hornbæk, som skal pryde endevæggen i dampbadet. Der skal være en reception, hvor der er værtinder, som tager imod gæsterne med et lille glas, hvis der er ventetid.«

Kurbadet skulle have været færdig i august, men den rådgivende ingeniør havde lavet en ”lille” regnefejl på fem mio. kr. Og de skulle lige findes, før entreprenøren kunne gå i gang. Så nu åbner det i efteråret. Det eneste, der ikke er på plads i dag, er kokken.

»Og der ved jeg præcis, hvad jeg vil have. Det skal være sund mad, og man skal kunne nyde maden i restauranten eller som takeaway.«

Kroniske smerter

Siden 1998 har Ilse Jacobsen lidt af en gigtsygdom, der betyder, at hun altid har smerter. Til tider invaliderende, så hun må kravle på alle fire op ad trapperne i huset på tre etager.

»Natlægen har også spurgt mig, om det ikke ville være bedre med et hus uden trapper, men jeg tror faktisk det modsatte. Jeg bliver tvunget til at holde mig i gang. Og familien er så vant til at se mig kravle, at de har accepteret, at de ikke skal komme og tilbyde hjælp.«

Hun har stadig ikke fået en præcis diagnose, men smerterne flytter rundt i kroppen, så hun aldrig ved, hvor hun har ondt, før hun slår øjnene op om morgenen.

»Nogle dage er det i ankler eller fødder, så det kan være svært for mig at gå. Andre dage er det hænder eller skuldre. Og det er jo ikke særlig sjovt at have så ondt, at man ikke engang kan vaske sit hår.«

Den seneste specialist, som Ilse Jacobsen har været hos, anbefalede hende en kemokur, som den man giver til kræftpatienter. Medicinen er købt, men hun har ikke taget sig sammen til at tage den.

»Jeg har også læst en artikel af en anden specialist, som siger, at det ikke er den bedste behandling. Og der er nogle svære bivirkninger, så det er en stor beslutning,« siger hun og indrømmer, at smerterne går ud over livskvaliteten, selv om hun har besluttet sig for det modsatte. Smerterne skal ikke forhindre hende i at arbejde og leve det liv, hun gerne vil.

»Det er vigtigt at hænge ved og have den stædighed, der skal til. Det er meget få gange, jeg ikke har været på arbejde på grund af sygdom. Jeg tvinger mig selv i gang. «

Her i foråret har der været så travlt i firmaet på grund af spa-planerne og jubilæet, at hun ikke har været på den sædvanlige tur til Maldiverne. Og det kan mærkes. For det varme klima på Maldiverne gør godt for de gigtplagede lemmer, og normalt besøger Ilse Jacobsen det eftertragtede ferieparadis tre gange årligt. Så ligger hun og suger sol og varme til resten af året.

»Jeg elsker at ligge og dase i solen, læse en bog eller tænke på ingenting. Stranden, havet og roen. Det er lidt det samme som her i Hornbæk, bare varmere. Det er lige mig,« siger hun.

Ny mand og datter

For 12 år siden mødte hun Jesper Bo, der havde Natasha, som i dag er 18 år. Hun er adopteret fra Vietnam og var en del af pakken.

»Og det har jeg været utrolig glad for, da jeg aldrig selv har fået børn. Hun er en dejlig pige, og hun går forhåbentlig i vores fodspor. Hun skal på tegneskole i Aarhus, og så håber hun på at kunne komme ind på Designskolen bagefter. Og så kommer hun og napper alle de bedste folk, jeg har, siger hun!«

Da Natasha var 14 år, blev hun Ilses partner i en blomsterbutik, som hedder Blomsten. I dag er også den talentfulde blomsterdekoratør Lars Jon indtrådt som medejer.

»Men for at hun ikke skulle tro, at hun bare får det hele foræret, så ville jeg kun have hende med, hvis hun skaffede 60.000 kr. til indskud. Jeg havde købt ejendommen og huset, men hun skulle mærke, at man ikke bare kan få alt. Det var den hårde vej. Hun lånte halvdelen af sin mor og halvdelen af sin far, og de penge har hun betalt tilbage. Og nu har vi tre blomsterbutikker. Én her i Hornbæk, én i Gilleleje og én i pavillonen ved Gentofte sygehus. I dag arbejder hun ovre i Blomsten for at tjene penge, og der får hun timeløn ligesom alle de andre. Og jeg har indskærpet nede i butikken, at hun skal behandles på lige fod med alle andre, så hun får også en kost i hånden af og til.«

Som sagt så gjort.

Jesper og Ilse er det perfekte match. Hendes hoved koger over af ideer, og han holder jordforbindelsen.

»Jeg skulle have haft en butik, der hedder "Som sagt så gjort"!«

Historien om, hvordan de to mødtes, siger næsten alt.

Hornbækkernes anerkendelse

Det var hen på aftenen på en bar. Jesper var der sammen med et hold golfspillere, der skulle fejre dagens turnering. De kommer i snak, og Jesper spørger Ilse, om hun også spiller golf, hvortil hun flot svarer ja – ikke helt i tråd med sandheden. Faktisk vidste hun overhovedet ikke noget om det ædle spil, og da han spurgte til hendes handicap, tænkte hun, at hun nok hellere måtte gøre sig dårlig og svarede ”2 ”. Jesper var vildt imponeret, men fandt dog hurtigt ud af, at det var en sandhed med modifikationer.

»Nogle gange skal jeg holdes lidt nede,« kommer det undskyldende.

Ilse Jacobsen fik for kort tid siden en turistpris fra Hornbæk by, og det er den pris, hun er blevet allermest glad for, fordi det er hornbækkerne, der har givet hende anerkendelse.

»Selvfølgelig er der altid nogen, der har ondt et vist sted over det, man gør, også hvis det går godt. Men det fiser lige hen over hovedet på mig. Hvis jeg skal gå og lytte til sådan noget, så tager det min glæde og min energi. Jeg har besluttet mig for, at de penge, jeg tjener, dem vil jeg gerne lægge heroppe. Så min spa bliver det første, større projekt, men jeg er langt fra færdig endnu. Jeg lægger gladelig mine penge her. Og det tror jeg, at folk efterhånden har forstået, at jeg mener. Det med Schweiz og skjulte formuer, det er slet ikke mig. Jeg er rigtig glad for at være her, og min base er heroppe. Mine projekter er ikke bare for mig selv, men også for, at de forhåbentlig kan trække nogle flere turister til Hornbæk, og så hornbækkerne også har noget attraktivt. Og med hensyn til mit store projekt lige nu – KURBADET – så skal jeg naturligvis også selv ligge og plaske rundt derovre hver morgen, det er da helt sikkert!«