Gratis adgang giver bonus for museer
<p>Skoleelever, veninder, studerende og unge mødre. De strømmer alle til de danske museer i langt højere grad, end de plejer.</p>
Sådan oplever kommunikationschef på Nationalmuseet, Nils M. Jensen det i hvert fald. Og hans oplevelse stemmer godt med nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at Nationalmuseet har fået 30 procent flere besøgende, efter at der blev indført gratis adgang 1. januar 2006.
- Formålet med den gratis adgang var en bredere publikumssammensætning, og det kan vi altså konstatere, at der er kommet, siger Nils M. Jensen.
I alt har 144.000 flere valgt at gå på museum i 2006, så samlet set får de danske museer besøg af 10,2 millioner gæster. Statens Museum for Kunst topper listen over de mest velbesøgte museer med et besøgstal på 463.000 - en stigning på 63 procent i forhold til året før.
Museumsdirektør Allis Helleland forklarer succesen med, at flere unge har fået øjnene op for den danske kulturarv.
- Et helt nyt publikum har fået øjnene op for kunsten. Vi satser meget på de unge under 30, fordi de skal vide, hvilke værdier og rigdomme der ligger i den danske kulturarv, lyder det fra museumsdirektøren.
Derudover er mange mødre på barsel klar på en gratis kulturoplevelse. På Nationalmuseet har man blandt andet været ude for at indkøbe flere lifte til børnene, og på Statens Museum på Kunst har man direkte indrettet et rum til mødre og fædre med børn.
- Et sanserum hvor de både kan amme og høre musik. Unge kvinder i dag gider ikke sidde derhjemme. De vil ud og opleve noget det år, de er væk fra deres arbejde, siger Allis Helleland.
Det er dog ikke kun mødrene og de unge, der benytter sig af tilbuddet. Museernes kernebrugere er også begejstret. De kommer simpelthen oftere, fordi de ikke skal til lommerne.