Barnløshed var tæt på at skille Torben Zeller og Gun-Britt
Skuespiller Torben Zeller kunne i første omgang ikke leve med, at kæresten, topfrisør Gun-Britt, ikke ville kunne gøre ham til far.
22 år har parforholdet mellem skuespiller Torben Zeller og Gun-Britt, der ejer en frisørkæde, nu varet.
Men før det lange parløb blev en realitet, gik de to fra hinanden, fortæller de i et interview med ALT for damerne.
– Jeg ville gerne have børn, men Gun-Britt kunne ikke få flere. Hun fik sin søn, Jeppe, på en kvart æggestok, da hun var 32, og et par år efter hun havde fået ham, fik hun hele livmoderen fjernet. Det var celleforandringer i underlivet. Jeg har altid holdt meget af Jeppe, men jeg ville gerne selv have børn, så jeg havde svært ved at tackle, at det ikke var muligt. Og det endte med, jeg gik. Men jeg fortrød hurtigt, og så måtte jeg sige til Gun-Britt, at jeg havde tænkt mig rigtig grundigt om, og at det måske var en meget dum idé at gå fra hinanden. Og så lovede vi hinanden at adoptere, fortæller Torben Zeller og tilføjer:
– Men vi blev faktisk ikke godkendt til adoption. Ham, der interviewede os, konkluderede, at vi kun var ”måske egnede”. Han viste sig senere at være inkompetent – han var alkoholiker – så det var overhovedet ikke fair trial.
Læs også på ALTfordamerne.dk: Paprika Steen: 30 procent af mig synes ikke, at jeg er god nok
Senere blev parret godkendt til adoption, men da de var i 40’erne, kunne de kun blive godkendt til et ældre barn, og det ønskede Gun-Britt ikke.
Turde ikke
– Når man er mor, ved man, hvor vigtigt det er, at man har barnet, fra det er lille. Så jeg turde ikke alligevel. Jeg kan huske, jeg sad på trappen derhjemme og måtte sige til Torben, at jeg ikke magtede det. Og det viste sig faktisk, at det gjorde han heller ikke. Og det måtte så koste forholdet, hvis vi ikke kunne komme igennem det. Det kom vi, men det var en stor mundfuld.
De store beslutninger tidligt i forholdet kombineret med, at parret ikke længere var purunge og umodne, har betydet, at de har holdt sammen så længe, mener de.
– Jeg tror, vores alder gjorde, at vi vidste, græsset ikke var grønnere på den anden side, og at der altid er ting, man skal overkomme i et forhold, siger Gun-Britt Zeller og bakkes op af Torben Zeller:
– Ja, og jeg tænkte, jeg finder sgu ikke en anden, der er så smuk og smart. Det var en kølig overvejelse.
Læs også på ALTfordamerne.dk: Line Gertsen: Jeg har stadig en følelse af at stikke ud