Fortsæt til indhold
Livsstil

Scientology laver score-kurser

Få hjælp til at score en ny pige eller en ny fyr. Selvtillidskurser er kommet på det omfattende kursusprogram hos den omdiskuterede bevægelse Scientology.

Kilde: metroXpress

Det skriver metroXpress i dag.

»Der er rigtig mange singler, både unge og ældre, så derfor er det naturligt, at vi også har hjælp til dem. Kærligheden er et af de områder, hvor man oplever det hårdest i sit liv, hvis man er tilbageholdende, fordi man så ikke kan få en kæreste eller blive gift,« siger Scientologys talsmand, Anette Refstrup, til avisen.

Bevægelsen reklamerer for kurserne på blandt andet sin hjemmeside. Her er der øverst et stort billede af en ung fyr, som ledsages af teksten: »Pigen han aldrig kunne få - men fik.«

Varerne tilpasses

Det er ikke tilfældigt, at Scientology vil hjælpe folk med at score. Det mener en dansk ekspert i Scientology.

»Det her er et glimrende eksempel på, hvordan mange religioner prøver at tilpasse deres 'vare', så det ikke kun handler om frelse og evigt liv. Man 'sælger' nu hjælp til konkrete problemer, som folk har,« siger ph.d. i religionsvidenskab Dorthe Refslund Christensen, der har lavet feltarbejde i Scientology i 10 år.

Hun mener dog ikke, at det vil give Scientology mange flere medlemmer.

»Der er mange, der køber en bog eller tager et kursus. Men det er meget få, der er i bevægelsen i mange år. Det er kun omkring to procent, der stadig er der fire år efter,« siger hun.

Scientology afviser, at bevægelsen fisker efter nye medlemmer ved at henvende sig til for eksempel unge mennesker, der har problemer med det andet køn.

»Vi tiltrækker ikke svage folk. Hvis folk er usikre, så følger de gruppepresset og gør som flertallet. De ville slet ikke turde henvende sig til os,« siger Anette Refstrup.

Læs også: Forskning: Sjove fyre får det hele