Top 10: De værste julegaver
<p>Den enkleste måde at forstyrre julefreden på, er at købe pinlige og fornærmende julegaver. Se hvilke gaver du ihvertfald IKKE skal købe, hvis du vil undgå malurt i risengrøden juleaften - eller blive jagtet rundt om juletræet.</p>
Om godt en måned er der mulighed for et par dages afslapning, når julegaveræset, som allerede kører på fulde drøn i butiksstrøg og storcentre over hele landet, fløjtes af og afløses af et et par forhåbentlig fredfyldte og salige juledage.
Men de fleste kender den udfordring, som opstår samtidig med, at man åbner en blød pakke med tre par tennissokker. Nu handler det om at se lykkelig og overrasket ud. Og julegaver kan også medføre ganske voldsomme konflikter.
Amerikanske Consumer Reports spørger, hvilke julegaver, som amerikanerne kan lide - og ikke lide. Med inspiration herfra kan du se fpn.dk's bud på, hvad du skal undgå at lægge under juletræet - med mindre du altså gerne bevidst vil bringe modtageren i forlegenhed.
1: Tab dig-gaver
Fitnessmaskiner, forudbetalte medlemsskaber til slankeklubber og fitnesscentre, slankebøger og slankepiller som gave er en slet skjult hentydning til, hvad du synes om modtageres kropsvægt. Og nej, det er ikke en god gave, at få at vide, at andre synes, at man er overvægtig.
2: Du er klam-gaver
Cremer mod appelsinhud, næsehårstrimmere, fodsvedsdeodoranter og mundskyllemidler og alverdens medikamenter mod dårlig ånde indbyder ej heller til julefred, men snarere til en trykket stemning og dårligt humør.
3: Du klarer pligterne-gaver
Støvsugere, strygejern, kogebøger, køkkenmaskiner og haveredskaber. At pakke en opfordring til gøre flere hjemlige opgaver ud juleaften, giver stress og dårlig samvittighed.
4: Farlige gaver
Undlad at give de mange gaver, som kan påføre andre irritation, vedligeholdelse, smerte og lydgener. Vi taler om fyrværkeri, kæledyr, trommesæt, rulleskøjter, splatterpistoler - og i øvrigt alt legetøj med projektiler. Og så videre. Tænk på, om modtageren rent faktisk får flere gener end glæder ud af gaven.
5: "Sjove" panik-gaver
Mange flygter ind i en spøg og skæmt-butik, når fantasien fejler og de ikke kan finde på en smagsfuld og personlig julegave. De tænker: "Så finder jeg på noget sjovt", og så køber de oppustelige dukker, plastisterninger med fluer indeni, eksploderende tændstikker, alverdens grimme "hadegaver", klaprende tænder og spil, som giver elektriske stød. Problemet er, at det ikke er en personlig gave at give gimmicks, som andre har opfundet. Desuden er glæden ofte kort.
6: Lingeri-gaver
Lingeri som julegave fra ham til hende er risikabelt og skuffer som oftest af tre grunde. Enten køber han det for stort, og signalerer dermed at han synes, at hun er overvægtig. Ellers køber han det for småt, og signalerer dermed hun bør tabe sig for at kunne passe det. Alternativt køber han lingeri i den forkerte stil; det kan være vulgært eller bundløst, farmoragtigt eller ungpigeagtigt.
7: Du er ligegyldig-gaver
De fleste ønsker at købe egne strømper. Strømper er et eksempel på en upersonlig julegave, og analyser viser, at strømper er blandt de gaver, som skuffer allerflest allermest.
8: Hjemmelavede gaver
Med mindre du er et barn, er det de færreste, der gider eje de ting, som du selv har siddet og fedtet med. Selvfølgelig er gaven personlig, men problemet er, at hjemmestrikkede sweaters og egne malerier sjældent bliver taget i anvendelse. Modtageren af gaven bliver bragt i forlegenhed og føler sig forpligtet til at hænge din Claude Monet-efterligning op, når du kommer på besøg.
9: Tøj-gaver
Med mindre du er 100 pct. sikker på model, størrelse, farve og så videre passer, så undlad af give tøj i gave. Amerikanske forbrugeranalyser viser, at tøj er blandt de gaver som skuffer allermest. Der er en grund til, at mange foretrækker at gå ind i en butik og prøve tøjet, inden de køber det. Den indlysende grund er, at tøjstil er meget personlig; Læs: din tøjstil er sjældent den samme som andres.
10: Genbrugsgaver
Undlad at give de gaver videre, som du aldrig selv fik byttet. Dit eget krøllede indpakningspapir, manglende byttemærker, og fedtede fingre afslører, at gaven er genbrug, og at du ikke har villet ofre penge eller omtanke på en god gave.