Han har svaret på, hvordan du kommer til at leve længe: Og så spår han, at nyt amerikansk studie kan »få store konsekvenser for samfundsøkonomien«
Et nyt amerikansk studie påstår at have fundet den øvre grænse for menneskets forventede levetid, og det puster til en diskussion, der længe har eksisteret i aldringsforskningen. Studiet kan virke ligegyldigt for mange nu, men om 20 år kan det få »store konsekvenser«, mener dansk ekspert.
På Anlægsvej i Struer bor en kvinde ved navn Kirsten Schwalbe, og hun er ikke fru hvem-som-helst.
Hun er nemlig 110 år gammel og er dermed Danmarks ældste person. Hun er derfor også en af de 1.248 danskere, der ifølge Danmarks Statistik, var over 100 år i september 2024. En lille gruppe. Men en, der vokser.
I løbet af det 20. århundrede steg levetiden for mennesker i højindkomstlande – som blandt Danmark – med 30 år. I nyere aldersforskning har man derfor lænet sig op ad en tommerfingerregel, der tilsagde, at for hvert døgn, der passerer, stiger menneskets forventede levetid med otte timer.
Men nu viser ny, amerikansk forskning, at udviklingen i levetiden ikke fortsætter som hidtil.