Fortsæt til indhold
Livsstil

Sådan skaber du et depot af D-vitamin til vinterhalvåret

Fra oktober til marts er solen for svag til, at vi kan danne D-vitamin. Det handler derfor om at sætte i banken henover sommeren, påpeger professor Børge Nordestgaard.

Kristian Emil Mariager

November er lig med korte og ofte mørke dage, og når solen en sjælden gang imellem titter frem, kan der hurtigt blive rift om de solbeskinnede bænke og caféborde.

Er man én af de heldige, der sikrer sig en sådan plads, skal man dog ikke regne med at gå hjem med et genopfyldt lager af D-vitamin. Det fortæller Børge Nordestgaard, der er professor og overlæge på Klinisk Biokemisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital.

Vitaminet, der er afgørende for kroppens optagelse og omsætning af kalk, dannes normalt i vores hud, når solens UV-stråler rammer den. Men det kræver ifølge professoren, at solen står højt på himlen.

»Når solen står højt, rammer UV-strålerne jordoverfladen og medfører produktion af D-vitamin i vores hud. Står solen derimod lavt på horisonten, afbøjes UV-strålerne og når aldrig huden,« siger Børge Nordestgaard.

Det er vigtigt at få sol på huden i omkring 30 minutter eller mere om ugen i sommerhalvåret.
Børge Nordestgaard, professor og overlæge på Herlev og Gentofte Hospital

Det betyder, at man i Danmark næsten ikke kan danne D-vitamin fra oktober til marts, fordi solens UV-stråler ikke når jordens overflade i de måneder.

Få et boost af fed fisk og ferie

Ifølge Børge Nordestgaard findes der flere løsninger på problemet. Hvis man er lidt forudseende, er det eksempelvis muligt at lave en lille vitamin-opsparing henover sommeren, påpeger han.

»Det er vigtigt at få sol på huden i omkring 30 minutter eller mere om ugen i sommerhalvåret. Derved opbygger man D-vitaminlagre i kroppen, som holder en del af vinterhalvåret,« siger han.

Har man spenderet sommeren på kontoret, er der dog også hjælp at hente, påpeger Børge Nordestgaard.

»En uges ferie sydpå i de mørke måneder vil også kunne give et ekstra boost, så man kan klare den igennem, til solen rigtig kommer igen til foråret i Danmark,« siger han.

Derudover peger professoren på, at et indtag af fed fisk og andre D-vitaminholdige fødevarer kan øge ens D-vitaminlagre. Til gengæld bør man holde sig fra tabletterne, med mindre man er i en højrisikogruppe, mener han.

»D-vitamin som tilskud anbefales kun til særlige højrisikogrupper. Almindelige mennesker i Danmark bør ikke tage D-vitamin som tilskud, da der ikke findes videnskabeligt belæg for at det gavner.«