Fri returret førte til blokering ved Boozt
Mange netbutikker tilbyder, at kunder gratis kan returnere varer, men der er en grænse.
Skal det være størrelse small eller medium?
De fleste, der handler tøj på nettet, kender problemstillingen. Og det gør netbutikkerne også.
Ifølge lovgivningen skal netbutikkerne give 14 dages returret, og mange netbutikker tilbyder oveni, at kunder gratis kan sende varer tilbage til butikken, så beslutningen om at købe kan gå lidt nemmere, hvis tøjet f.eks. skulle ende med at have en forkert størrelse eller ikke lever op til forventningerne.
Anne Marie Roesen fra Skanderborg køber ofte sit tøj ved Boozt.com, men nu er hun kommet i klemme.
Ifølge Boozt har hun »ikke handlet fair«, så hun er blevet bandlyst fra at handle ved dem.
»Jeg tænkte først, at det var spam. Det måtte da være en joke,« udtaler Anne Marie Roesen til TV 2 Østjylland på baggrund af den mail, hun fik fra Boozt.com.
Årsagen til blokeringen er, at hun er blevet inkluderet i deres automatiske fair use-filter, der skal stoppe kunder, som ofte lægger store bestillinger og efterfølgende sender alle eller næsten alle varer retur.
Anne Marie Roesen er uforstående over for beskeden. Hun kan dokumentere, at hun har sendt under halvdelen af sine ordrer retur, og det undrer hende, at det ikke skulle være fair.
I de seneste 13 måneder har hun 20 gange bestilt varer hos Boozt.com, og ni gange har hun sendt hele ordren retur.
Har meldt Boozt
Anne Marie Roesen synes, det købsmønster ligger langt fra ordlyden i mailen fra Boozt.com, hvor de skriver, at de bandlyser kunder, der f.eks. en eller flere gange om ugen lægger bestillinger og returnerer det hele igen.
Den fri returret er en del af markedsføringen hos Boozt. Anne Marie Roesen synes, det er vildledning, og har på den baggrund sendt en klage til forbrugerombudsmanden.
Desuden har kun kontaktet Boozt.com for at få en forklaring.
Indtil videre afviser de at åbne butikken for hende igen, men salgs- og marketingchefen hos Boozt.com, Peter G. Jørgensen, erkender, at det lyder mærkeligt, at Anne Marie Roesen bliver fanget af fair use-algoritmen.
»Hvis det er tilfældet, at kunden kun har returneret omkring 50 pct. af sine varer, så er det en fejl, at hun er blevet udelukket,« siger han til TV 2 Østjylland og uddyber:
»Der er nogle ekstreme tilfælde med folk, der returnerer rigtigt meget. I sidste uge havde vi eksempelvis en kunde, der købte 23 nederdele i sort og returnerede dem til vores lager igen. Det er sådan en adfærd, vi gerne vil have stoppet.«