Fortsæt til indhold
Livsstil

Fremtidsforsker om flere solorejsende: »Man møder mange flere mennesker, end når man rejser i flok«

Flere og flere danskere rejser alene. Ifølge en fremtidsforsker skal vi vænne os til at se flere solorejsende.

Man behøver ikke at frygte ensomhed, hvis man vælger at rejse alene. I hvert fald ikke hvis man spørger Liselotte Lyngsø, der er fremtidsforsker hos Future Navigator.

»Det at rejse alene er en billet til andres selskab. Man møder mange flere mennesker, end når man rejser i flok,« siger hun og fortæller samtidig, at der på det seneste er kommet mange flere tilbud til solorejsende.

Hvorfor er der en stigende tendens til, at folk rejser alene?

»Der er en tendens til, at vi har brug for at opfylde vores egne rejseønsker, uden at vi hele tiden behøver at være enige med andre. Det kan være en kæmpe gave at rejse alene, hvis man ønsker fordybelse med sig selv, eller hvis man gerne vil møde nye mennesker.«

Hvilke tilbud er der til dem, der rejser alene, som gerne vil møde nye mennesker?

»Flere pop-up-tilbud fra lokale vinder frem, og de digitale platforme gør det hele tiden lettere for os at finde hinanden. Folk, der brænder for deres lokalområde, vil gerne vil være guides, og mange flere åbner deres hjem for overnattende gæster.

Vi vil ikke bare rejse ud og se de lokale danse folkedans. Vi vil selv lære at danse.
Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker

Du kan også tage på højskole eller på kurser. Der kommer også flere restauranter med spisebarer i vindueskarmen. Det gør, at man kan sidde i fred uden at føle sig ensom, mens alle de andre sidder med deres stearinlys ved tomandsborde. Der findes f.eks. også et hotel i New York, hvor man kan låne en hotelhund, som man kan gå tur med for bedre at blende ind med lokalbefolkningen. Det benytter en del forretningskvinder sig af.«

Hvilke tilbud er der til dem, der ønsker mere fordybelse med sig selv?

»Her er det pilgrimslignende rejser, hvor du f.eks. kan tage på silent retreat eller blot tage af sted for bedre at mærke dig selv. Det har vi brug for i højere grad end tidligere, bl.a. fordi arbejdsmarkedet ændrer sig så hurtigt, og fordi vi oftere skifter partner.

De sociale medier bipper også hele tiden, og det har vi også brug for en pause fra.«

Hvilken tendens er størst – at rejse alene for at møde andre eller fordybelsesrejserne?

»De eksisterer side om side, og de rummer begge en form for transformation. Den ene er en udadvendt rejseform og for dem, der får energi og inspiration af at møde andre.

Den anden er indadvendt, hvor du på en måde heller ikke rejser alene, fordi du bruger tid med dig selv. Det er også en slags opmærksomhed og en form for selskab. Man kan nemlig diskutere, hvor alene man egentlig er, når man finder ud af, hvor mange tanker, der egentlig foregår indeni en.«

Kan man tale om, at det er mere åndeligt berigende at rejse alene end f.eks. at tage af sted med kæresten, familien eller vennerne?

»Det er måske lidt strengt at sige, at det er mere åndeligt berigende, men det er mere modigt. Det er samtidig blevet en virkelig knap ressource at få lov til at tage alene af sted, fordi man ofte har kæresten, familien eller vennerne med på Skype, Facetime, Snapchat, TikTok, Instagram osv. Det er også derfor, vi ser flere ferieopdateringer, hvor folk tilkendegiver, at de er offline i en periode. For ellers er der hele tiden nogen, der digitalt holder dig hjemme.

Som fremtidsforsker vil jeg dog ikke begynde at pege fingre og sige, at det ene er godt, og det andet er dårligt. Det er op til den enkelte at udforske.«

Hvad bliver den største rejsetrend i fremtiden?

»Vores rejser skal ikke bare være hurtige og overfladiske. Det handler om, at vi har flyskam og klimaballade, så hvis vi skal kunne forsvare rejserne over for os selv, skal de bruges til noget. Vi vil ikke bare rejse ud og se de lokale danse folkedans. Vi vil selv lære at danse. Vi vil gerne komme hjem med inspiration til, hvordan vi kan leve vores eget liv. Det skal ikke længere blot være: ”At rejse er at leve”. At rejse skal også bidrage til en form for dannelse af os selv, så det bliver en indre rejse i mødet med det fremmede. Hvis vi bare skal se passivt til, kan vi ligeså godt gøre det iført et par VR-briller hjemme i sofaen.«