It-fejl gav H&M's kunder store rabatter: Alt kostede 40 kroner
Der er måske nogle kunder, der er ekstra glade i dag, lyder det fra H&M.
Kunderne hos H&M kunne fredag morgen tage forskud på januarudsalget på tøjgigantens danske hjemmeside.
Her var alle varer nemlig ved en fejl blevet prissat til 39,99 kr. uanset førpris, skriver it-mediet Version 2, der har fået tilsendt et skærmbillede fra en kunde, hvor man kan se klækkelige rabatter på op til 959 kr. for én vare.
H&M's kommunikationsafdeling bekræfter over for Jyllands-Posten, at den ufrivillige tilbudsfest skyldtes en teknisk fejl.
»De forkerte priser på vores hjemmeside i morges skyldtes en teknisk fejl, som hurtigt blev rettet,« oplyser Stine Lerche Øilo fra H&M''s kommunikationsafdeling i en mail.
Normalt kan en virksomhed - hvis kunden har handlet i såkaldt "ond tro" - få gjort købet ugyldigt. "Ond tro" betyder, at kunden burde have indset, at der var en fejl ved prissætningen, men alligevel har bestilt det.
H&M oplyser dog, at kunderne - uanset intentioner - vil modtage deres vare til den pris, der fremgår af deres ordrebekræftelser.
»Alle kunder, som har en ordrebekræftelse, vil modtage deres varer – til den pris, som fremgår på ordrebekræftelsen,« skriver Stine Lerche Øilo.
Det vides ikke, hvor mange, der nåede at lægge en ordre i den korte periode, tilbudsregnen stod på. H&M ønsker i skrivende stund ikke at kommentere, hvor mange det drejer sig om.
»Der er måske nogle af vores kunder, som er ekstra glade i dag, men vi kan ikke kommentere på det specifikke salg,« skriver Stine Lerche Øilo.