Løber fra sorgen og for livet
Intenst sugende monolog om at miste sin datter giver fugtige øjne og en klump i halsen.
Han løber fra smerten. Løber og løber. Hans datter er død. Seks år. Leukæmi.
»Jeg kan ikke få vejret, far!« Løber og løber. Nærmest dag for dag følger vi forløbet tilbage i tiden, til dengang datteren var rask. Og parallelt er vi med ham på hans livs løbetur væk fra sorgen, skyldfølelsen og savnet.
Fem kvarters uafbrudt smerteskrig, messet frem i en musikalsk iscenesættelse og en grafisk meddigtende scenografi.
Stemmen dirrer af afmægtig aggression, benene løber og løber. Den ene fod foran den anden. Igen og igen. Han taler med sin døde datter, vi hører om den fatale konsultation, hvor kræften bliver åbenbar. Om portøren, der kører det lille lig bort. Om sammenbruddet i familien – konen og den anden datter – han kan ikke rumme det. Løber og løber. Datteren i kisten, etårsdagen, sorggruppen, maratontræningen. Hendes lunger gav op, hans skal bare blive stærkere. Løbe, bare løbe. Genvinde kontrollen over livet efter dødens totale kontroltab. Den forsvinder aldrig, smerten, men han lærer at leve med den, fornemmer vi, leve i livets nutid, ikke i dødens fortid.
Det dyrebareste
Line Mørkebys tekst er som et digt med gentagelsens besværgelser som særlig effekt, i stærk kontrast til Anders Juuls muskuløse skuespillerkrop. Det giver en helt speciel oplevelse; den trance, faderen sætter sig i, mærker vi også på tilskuerpladserne. Det er en kraftpræstation i langt mere end bare fysisk betydning. Fem kvarters uafbrudt smerteskrig, messet frem i en musikalsk iscenesættelse og en grafisk meddigtende scenografi.
Teater som et rekviem over tabet af det dyrebareste i verden. Jeg sad med fugtige øjne og klump i halsen.