Et liv som både fru bankdirektør Varnæs og teaterdirektør
Skuespiller Malene Schwartz kan fejre 60-års jubilæum.
Stuepigen Agnes kommer ind i stuen til Maude og siger: »Er fru overretssagføreren gået? Her er ellers te.«
Maude stirrer først tomt på bakken, vågner så:
»Tag den ud,« siger hun.
Agnes: »Jamen..?«
»Forsvind!« næsten skriger Maude.
Agnes åbner munden - hun er forvirret og ser så rædselsslagen på sin sarte frue.
»Skrub af, for fanden!!«, skriger Maude efter hende.
Ovenstående scene er fra slutningen af sjette afsnit af tv-serien "Matador", hvor Malene Schwartz i rollen som "Maude" for første gang i serien virkelig giver sin ellers sarte karakter en "kant". Man kan kalde scenen en kattelem til Malene Schwartz' mere sande jeg.
For i virkeligheden sidder hun ikke "til stads" eller »går op og lægger« sig ved den mindste modgang. Kald hende hellere en kvindelig udgave af Mads Skjern - blot med morbid humor og situationsfornemmelse. Eller blot en borehammer i en porcelænsbutik.
Reelt set nægter hun at lægge sig ned, for i en alder af nu 79 år er hun ikke gået på pension.
Og derfor kan hun fejre 60-års skuespillerjubilæum. Det gør hun - selvfølgelig - i en rolle ved teatret. Dette i rollen som Clara i Gustav Wieds klassiker "Skærmydsler" på Folketeatret.
Gennem sin karriere har hun som skuespiller været tilknyttet Allé-Scenen fra 1957 til 1959, senere Det Ny Teater fra 1959 til 1961 og Det Kgl. Teater fra 1962 til 1970. Herefter valgte hun at være "freelance". Filmroller har der også været mange af så som hovedrollen i "Komtessen" fra 1961 og "Alison" i "Ung vrede" (1958, tv 1967), inden hun spillede "Maude" i Matador fra 1978 til 1982.
»Jeg har tit sprunget ud fra 100 meter vipper uden at vide, om der var vand i bassinet. Og på teatrene har jeg spillet karakterroller som grimme, liderlige kællinger, men jeg sidder fast i den sarte Maude, fordi tv brænder så voldsomt igennem,« sagde Malene Schwartz til Frederiksberg Bladet sidste år.
Men direktørrollen er heller ikke en, der er hendes fremmed.
Som teaterleder begyndte Malene Schwartz i samarbejde med Lone Hertz på Bristol Teatret 1980-82 og på Aveny Teatret 1982-84. Her fortsatte hun også som enedirektør til 1992. Fra 1994 og syv år frem var hun teaterchef på Aalborg Teater. Og på trods af sit virke som direktør, fandt hun også tid til at debutere som instruktør. Det var i 1999 med opsætningen af George Taboris "Massemordersken".
Billetter til hendes jubilæumsforestilling kan købes her.