Fortsæt til indhold
Teater

Sjov mand fortæller vittigheder

Standupperen Thomas Warbergs første soloshow er en flot og meget morsom debut.

HENRIK LYDING

STANDUP

THOMAS WARBERG

Varighed: En time og 50 minutter

Turnerer til 27. november.

Vi skal bare have det sjovt, siger Thomas Warberg i det lille program til hans første soloshow. Unægteligt ikke nogen stor målsætning for en standupper – og resultatet minder da faktisk også ret meget om det klassiske revynummer, hvor en morsom mand fortæller vittigheder, den ene efter den anden, indtil der er gået et vist antal minutter, hvorpå nummeret er slut og manden går ud igen. Det er den slags numre, der får standup-folket til at foragte dansk revy, jeg siger det bare.

Nu har Thomas Warberg den store fordel – lige som de fleste af hans revy-kolleger – at han faktisk er ret morsom. De vittige iagttagelser flyver i øst og vest – fra en barndom som spejder til oplevelser med hunden, fra salmer til Lady Gaga. En vittighed om hvert emne og så videre til noget nyt. Fra supermarkeders indretning til berettigelsen af køkkenrulle, fra gravsteder til tv-programmer og fitness. Nogen rød tråd taler vi slet ikke om.

Af ydre ligner han en nydelig bankrådgiver i pænt jakkesæt foran en mikrofon, men han er heldigvis langt sjovere end som så. Og så er han både en god fortæller og dygtig til at gribe øjeblikket og reaktioner fra publikum. Det betyder, at vi er i rigtig godt selskab, for vi føler, at vi ikke bare er sammen med en mand, der lirer vittigheder af – selvom det jo strengt taget er det, han gør. Anden del af hans show er angiveligt mere ulækkert i emnevalget, lover han. Abortvitser, sygdomsvitser, flykatastrofe og grisemord er nogle af emnerne, men vi ender nu hurtigt tilbage i det almene.

På et tidspunkt kommer den sidste vits, og så er vi færdige. Jeg kunne godt ønske mig for Thomas Warbergs næste show, at der kom lidt mere facon og idé i tingene. Manden har jo potentialet.

Dette er en Premium-artikel, som normalt kræver abonnement. Meld dig til i dag, hvis du ikke allerede er abonnent, og få fuld digital adgang til Jyllands-Postens journalistik. Den første måned er gratis, og der er ingen binding. Klik ind og se hele Premiums anmeldelsesunivers her.