Fortsæt til indhold
Teater

Cirkustrup puster liv i Michael Jackson

Akrobattruppen Cirque du Soleil skal lave et show baseret på den afdøde popkonges musik.

Fænomenet Cirque du Soleil er berømt for at give publikum en helhedsoplevelse med teater, dans, musik, overdådige kostumer og akrobatiske numre.

Den canadiske trup har allerede lavet shows med musik af henholdsvis Elvis og The Beatles, og nu er turen altså kommet til Michael Jackson.

50-årige Michael Jackson døde 25. juni sidste år efter et hjertestop forårsaget af receptpligtig medicin. Jacksons personlige læge, Conrad Murray, er anklaget for uagtsomt manddrab, da han havde udskrevet medicinen.

Var en stor fan

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Cirque du Soleil indgået et partnerskab med Jacksons bo, hvor udgifterne til udviklingen og produktionen af showet bliver delt imellem de to, som altså ejer hver sin halvdel af showet.

"Jeg har set Cirque du Soleil-shows med Michael og ved, at han var en stor fan," udtaler John Branca, som håndterer Jacksons bo, ifølge Reuters.

Skal baseres i Las Vegas

Popikonets mor Katherine udtaler i samme forbindelse:

"Vores familie er begejstret over, at Cirque du Soleil vil hylde min søn på så betydningsfuld en måde.''

Cirque du Soleil forventes at være klar til at tage på turné med Jackson-showet i efteråret 2011, herefter skal det have base i Las Vegas som et permanent show, ligesom truppens Elvis- og Beatles-show.

LÆS OGSÅ: Tryllekunstnere genopliver Elvis