Galla med det bedste af dansk teater
Søndag aften fejrede dansk teater sig selv ved den årlige Reumert-festforestilling på Gamle Scene.
Skuespilleren Jonatan Spang var igen konferencier, og mellem de mange prisuddelinger blev der vist smagsprøver fra nogle af årets markante forestillinger. Bikubens Hæderspris gik i år til skuespilleren Kirsten Olesen.
Den bedste teateroplevelse i sæsonen 2007-08 blev Betty Nansen Teatrets opsætning af Strindbergs ”Et Drømmespil”, instrueret af Katrine Wiedemann. Hun var også nomineret i instruktør-kategorien, men blev slået af Klaus Hoffmeyer, der havde iscenesat Howard Barker-forestillingen ”12 møder med en vidunderdreng” på Odense Teater . Derimod fik Betty Nansen Teatret en pris i kategorien Kvindelig hovedrolle, der gik til Sofie Gråbøl som Indras datter i ”Et Drømmespil”.
Ellers blev Det Kgl. Teater topscorer med fem Reumert’er, mest dog på grund af præstationer inden for ballet og opera, hvor der var priser både i kategorien Bedste Opera – ”Poppeas Kroning” og Bedste Ballet – ”Silk and Knife” – mens der til skuespillet kun blev sat pris på Nicolas Bros Hamlet i kategorien Mandlig Hovedrolle. Fra provinsen løb Odense Teater desuden med prisen for Bedste Mandlige birolle – den gik til Kurt Dreyer for ”Heksejagt” og ”12 møder med et vidunderbarn”, mens Aalborg og Aarhus Teater måtte nøjes med at være nomineret í forskellige kategorier uden at vinde.
I alt blev der uddelt priser i 14 kategorier, foruden ti talentpriser, der gik til unge skuespillere, instruktører, sangere og dansere.
Nominerede og prisvindere
Årets Forestilling
Betty Nansen Teatret: ”Et drømmespil”.
Juryens begrundelse: ”I Katrine Wiedemanns meddigtende iscenesættelse og Maja Ravns billedmættede scenografi blev Betty Nansen Teatrets opsætning af Strindbergs ”Et Drømmespil” en vittig og vildt fabulerende drøm af en teateroplevelse. De legede med fantasien og perspektivet, vendte op og ned på vores virkelighed, fortættede og satte krop på Strindbergs barske og poetiske ord-kaskader, så vi gik både fortumlede og forklarede fra teatret. Det er måske nok synd for menneskene, som Strindberg siger, men det var himmelsk teater.”
De andre nominerede: Aalborg Teater: ”Maria Stuart” og Odense Teater: ”12 møder med et vidunderbarn”.
Årets Mandlige Hovedrolle
Nicolas Bro i ”Hamlet”
Juryens begrundelse: ”Nicolas Bro var en fantastisk - og nådesløs – Hamlet. Lige så barnlig som brutal, og på konstant krigstogt mod hele verden – og sig selv. Flæbende, snerrende, vrangvillig. Ét stort, brølende ”NÅ!” Vidunderlig i sin selvindsigt og moderne i sin selviscenesættelse erobrede Nicolas Bro Shakespeare og teaterrummet. En enestående og uforglemmelig præstation.”
De andre nominerede: Lars Mikkelsen i ”Erasmus Montanus” på Grønnegaards Teatret og ”Flammens Muse” på Kaleidoskop, og Peter Plaugborg i ”Ordet” og ”12 møder med et vidunderbarn” på Odense Teater.
Årets Kvindelige Hovedrolle
Sofie Gråbøl i ”Et drømmespil” på Betty Nansen Teatret.
Juryens begrundelse: ”Sofie Gråbøl stillede sig fornemt til rådighed for den krævende illusionsleg i ”Et drømmespil” på Betty Nansen Teatret. Men var præstationen respektindgydende i fysisk forstand, så var det sitrende lys, der udgik fra hendes gudedatter, endnu mere betagende – fra hun ankom til jordelivet som smilende naturbarn, til hun forlod det, søbet ind i menneskelivets ”mudderbad”, mirakuløst med troen i behold. Sofie Gråbøl fik os til at tro på, at der er håb endnu for menneskeheden.”
De andre nominerede: Meike Bahnsen i ”Maria Stuart” på Aalborg Teater og Paprika Steen i ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” på Gasværket. b endnu for menneskeheden.
Årets Mandlige Birolle
Kurt Dreyer i ”Heksejagt” og ”12 møder med et vidunderbarn”
Juryens begrundelse: I ”12 møder med et vidunderbarn” på Odense Teater spillede Kurt Dreyer privatlærer Toledo, så skarpt som netop en klinge af stål. En stramt tegnet og foruroligende fremstilling af en pervers privatlærer. Som Danforth i ”Heksejagt” skabte Kurt Dreyer en rystende figur – den er levendegørelsen af opsætningens isnende idé. Viceguvernøren Danforth spillede han som en kamæleon af et menneske, snart makabert lydhør, snart slebent selvsmagende - en mester-manipulator og en helt eminent præstation, som fik skuespilleren til at vokse flere alen for vore betagede øjne.
De andre nominerede: Anders Hove i ”Fobiskolen” af Mammutteatret og Olaf Johannessen i ”Et drømmespil” på Betty Nansen Teatret.
Årets Kvindelige Birolle
Louise Fribo i ”Hoffmanns Eventyr”
Juryens begrundelse: ”Som den mekaniske dukke i ”Hoffmanns Eventyr” sang Louise Fribo tindrende flot. Hendes Olympia var en sex-maskine, der er lige ved at tage pippet fra stakkels Hoffmann. Fortvivlelsen over ikke at være et menneske, men bare mandens dukke, tolkede Louise Fribo med sart mekanik i spil og sang og stor dramatik i udstråling. Det var flot, flot gjort - og er et foreløbigt højdepunkt. Hun vovede et overbevisende spring fra en karriere som musicalstjerne for i stedet at uddanne sig som operasanger. Og hun er mere endnu: hun er også en dejlig skuespiller!”
De andre nominerede: Benedikte Hansen i ”Hamlet” på Det Kgl. Teater og Signe Egholm Olsen i ”Idioten” på Aarhus Teater.
Årets Danser
Gudrun Bojesen.
Juryens begrundelse: ”I sin generation er solodanser Gudrun Bojesen et sandt trumfkort, sådan som hun i efteråret viste det i den nykomponerede koreografi i Jiri Kyliáns ”Silk & Knife”, hvor hun i en fortættet, næsten nøgen pas de deux smøg sig med og omkring sin sjælspartner Thomas Lund og dansede, som gjaldt det livet selv. Det var et parti skabt på højden af en karriere, hvor Gudrun Bojesen i rolle på rolle viser sin usædvanlige, kunstneriske spændvidde: Bournonville-sindet er helt intakt, som man ser det i ”Sylfiden”, men det rækker også til så forskellige typer som dronning Caroline-Mathilde og eleven i ”Enetime”.”
De andre nominerede: Danse-ensemblet i ”Chicago” på det Ny Teater og Jette Buchwald i ”Silk & Knife” og ”Nøddeknækkeren” på Det Kgl. Teater.
Årets Instruktør
Klaus Hoffmeyer for ”12 møder med et vidunderbarn” på Odense Teater.
Juryens begrundelse: ”Howard Barkers grumme tekster har før frisat Klaus Hoffmeyers instruktørkræfter med fantastiske forestillinger som resultat. Med ”Tolv møder med et vidunderbarn” formåede Hoffmeyer at koncentrere det store drama ned til Odense Teaters mindste scene, hvor han udforskede menneskenes uhyggelig leg med magt i et usædvanlig fint detaljearbejde med skuespillerne. Ikke blot vidunderbarnet stod i centrum, men hver eneste af ensemblets mange blændende skuespillere.”
De andre nominerede: Christoffer Berdal for ”Erasmus Montanus” på Grønnegårds Teatret og ”Gregersen Sagaen på Aarhus Teater, og Katrine Wiedemann for ”Et drømmespil” på Betty Nansen Teatret.
Årets Scenograf
Maja Ravn for ”Et drømmespil”
Juryens begrundelse: ”Lige så syret og dunkelt ”Et drømmespil kan virke, lige så indlysende selvfølgeligt fik Maja Ravn det til at stå frem. Tableauerne forvandlede sig med drømmens lethed og med en klar pointe. Som Strindberg siger det: "Vi ser alt omvendt". Ved hjælp af lys og videoprojektioner blev der tryllet med perspektiverne, så vi kunne føle os som guder, der ser det hele fra oven. Samtidig vidste vi ikke længere, hvad der var op og ned. Men et er sikkert: En scenograf af en helt særlig kaliber var på færde.”
De andre nominerede: Christian Friedländer for ”Hamlet” på Det Kongelige Teater og Michael Kvium for ”Passion” på Dansk Danseteater.
Årets Dramatiker
Claus Flygare, Kari Vidø og Lars Kjeldgaard for ”Fobiskolen” på Mammutteatret.
Juryens begrundelse: ”Ikke bare én, men hele tre dramatikere deler prisen som Årets Dramatiker. Mammutteatrets sprællevende føljeton om klienter og behandlere i ”Fobiskolen” var ikke kun en vittig samtidssatire med gode roller til alle, men også en bevægende skildring af en række kuldsejlede, små eksistenser, sat på scenen med en menneskelig nænsomhed, så vi grinte og græd. Og så vi forstod, at det handlede om os alle sammen.”
De andre nominerede: Maj Rørbæk Damgaard for ”Cafe Zennep” på Får302 og Tomas Lagermand Lundme for ”Solidaritet” på Momentum.
Årets Børneteater
Holbæk Teater: ”Gidsel”
Juryens begrundelse: ”Af sted gik det i en bus med Holbæk Teaters Gidsel-forestilling, hvor teater og virkelighed blandede sig på det mest overrumplende i dette drama om kærlighed på tværs af religion og etnisk baggrund. Snart overværede vi et rasende kærlighedsopgør midt på en parkeringsplads, snart fræsede vi byen rundt på vild flugt fra ophidsede slægtninge. Tre skuespillere og en bus – resten klarede vores egen fantasi i denne originale og medrivende ungdomsforestilling.”
De andre nominerede: ”Europamesteren” af Teater O og Nørregaards Teater, og ”Kong Ubu” på Corona la Balance.
Årets Opera
Det Kgl. Teater: ”Poppeas Kroning”
Juryens begrundelse: ””Poppeas Kroning” modtager prisen, fordi opførelsen på enestående vis bragte publikum på bølgelængde med et snart 400 år gammelt værk. Den engelske instruktør David McVicar og dirigenten Lars Ulrik Mortensen fik historien om sex og magtmisbrug i det gamle Rom til at funkle af liv og frækhed. Og Det Kgl. Teaters sangere tumlede sig med smittende overskud i opgaven. Operasæsonens absolutte højdepunkt.”
De andre nominerede: ”Don Carlos” på Det Kgl. Teater og ”Siegfried” på Den Ny Opera.
Årets Musikteater/Show
Det Ny Teater: ”Chicago”
Juryens begrundelse: ”Det toptunede ensemble i ”Chicago” på Det Ny Teater funklede og strålede i en gennemmusikalsk opsætning, skabt med koreografisk virtuositet, fandenivoldsk overskud, præcision og en imponerende timing. Et show-studie i sex, brutale mord, kyniske charlataner og depraveret snyd – afleveret med selvironi, vellyd og charme. Det var i sandhed 'All That Jazz' på Det Ny Teater.”
De andre nominerede: ”Babble-babble” af Livingstones Kabinet på CaféTeatret og ”Fogg’s Off” af London Toast Theatre.
Årets Danseforestilling
Det Kgl. Teater: ”Silk & Knife”
Juryens begrundelse:
””Silk & Knife” havde al den magi, man kunne drømme om. Man grinte og man græd. Scenen emmede af liv og død, af kærlighed og afsked. Danserne nærmest smøg sig over scenen med en besættende ømhed, ligesom de kunne sprudle i barokke tableauer, så støvet stod ud fra pudderparykkerne. Der var en sjælden generøsitet over forestillingen, hvis sublime koreografi kom rundt i alle teatrets kroge og nåede helt ind til dansens sjæl. En hyldest til teatret som det sted, hvor livet kan vises i al dets nøgne skønhed, komik og smerte.”
De andre nominerede: “Grasping the Floor with the Back of My Head” af Mute Comp og ”Passion” af Dansk Danseteater.
Årets Store, lille Forestilling
Kaleidoskop: ”Flammens muse”
””Flammens Muse” var en forestilling, der elegant, overrumplende enkelt og besnærende Shakespearsk formidlede de klassiske scener på ny og øjenåbnende vis. Sammen med den engelske instruktør Barry McKenna og musikeren Klaus Risager bar skuespillerne Lars Mikkelsen og Thomas Magnussen os gennem Shakespeares univers af såvel barske som poetiske ord. Sent vil vi glemme Lars Mikkelsen i undertrøje på en wienerstige som Julie i den berømte balkonscene. Vittigt, originalt og raffineret.”
De andre nominerede: ”PIS” på Det Kgl. Teater og ”Slagmark” af Teatret Rio Rose.
Talentpriser
Alexander Stæger
Den unge balletdanser Alexander Stæger, uddannet på Det Kgl. Teaters balletskole i 2002, besidder allerede nu stor teknisk sikkerhed og en ubesværet selvfølgelighed på scenen. Dertil kommer en personlighed og udstråling, der fanger og interesserer, hvad enten han danser moderne eller Bournonville. Det kom ikke mindst til udtryk i hans psykologisk nuancerede og stilsikkert dansede Gurn i ”Sylfiden”.
Birgitte Hjort Sørensen
Frisk fra Statens Teaterskole, hvor hun udgik sidste sommer, debuterede Birgitte Hjort Sørensen som hårdkogt dulle i ”Chicago” på Det Ny Teater. Hendes Roxie var uimodståelig: et fordærvet, forlystelsessygt dukkebarn med trutmund og en øretæveindbydende flabethed. Birgitte Hjort Sørensen har naturlig scene-autoritet og synger fuldkommen uanstrengt - samtidig med, at hun kan sparke fødderne op om ørerne. Det kan man da kalde et alsidigt talent!
Heinrich Christensen
Iscenesætteren Heinrich Christensen, færdiguddannet fra Statens Teaterskole i 2007, fik alt ud af den skægge og skrappe samtidssatire ”Café Zennep” på FÅR302. Spillet blev holdt vitalt i kog med originale og enkle, fysiske løsninger og med sikker sans for stykkets samspilsramte team af kulturentreprenørers uhyrlige personlighedssammenstød.
Jesper Riefensthal
Jesper Riefensthal er uddannet på Odense Teaters Skuespillerskole i 2006 og har siden udviklet sit talent på Teater Momentum i Odense. Her leverede han i forestillingen ”Solidaritet” en frydefuldt komisk præstation som holdets fyldige, udglattende og klarsynede pige. I teatrets seneste stykke ”Det 13. Vidne” spillede han en række små klarttegnede figurer, der viste hans talent for fint underspillet humor af klassisk folkeligt format. Hans talent ligger ikke mindst i evnen til at forene det morsomme med skarphed og præcision.
Julie Riis
Julie Riis er uddannet på Aarhus Teaters skuespillerskole i 2006 og viste for alvor sit talent i forestillingen ”Iron” på Svalegangen, hvor hun spillede en datter, der søger sandheden om det mord, hendes mor har begået. Med stor modenhed og psykologisk styrke var hun den drivende part i en kamp om fortrængning og erkendelse. Med sit rystende portræt af den unge ensomme Josie viste Julie Riis masser af mod som skuespiller.
Katrine Høj Andersen
Katrine Høj Andersen er uddannet fra Aarhus Teaters Skuespillerskole i 2005 og har siden udviklet sit talent gennem flere større roller på Aalborg Teater. I år fik vi lov til at opleve hende som den videbegærlige Lovisa i ”Natmandens Datter”, hvor hun både dækkede rollens robuste gå-på-mod og de dybere psykologiske lag med sin stærke og sprøde sårbarhed. Katrine høj Andersen er en skuespiller med en sjælden scenisk generøsitet, som også brændte stærkt igennem i forestillingen ”Kærlighedens Optik” på Kaleidoskop.
Kitt Maiken Mortensen
Fra pornostjerne til folkepensionist. I Mungo Parks ensemble har Kitt Maiken Mortensen, uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2006, demonstreret et vidtspændende talent. Senest slog hun for alvor til med sin originale fortolkning af Jagos indestængte hustru Emilia i Shakespeares ”Othello”. En personlig skildring af en undertrykt kvinde, som i slutscenen eksploderede overbevisende i tragisk frustration.
Patricia Schumann
I Camp X’s ungdomsforestilling “Normal” levede Patricia Schumann, uddannet fra Statens Teaterskole i 2005, sig med krop, stemme og attitude helt overbevisende ind i rollen som den hårdkogte teenagetøs, der forsøger sig med lidt af hvert på vej ind i voksenlivet og på jagt efter en identitet. Skråsikker og usikker. Rap i kæften og fuld af længsel indeni.
Rolf Hansen
Skuespilleren Rolf Hansen, uddannet på Aarhus Teaters elevskole i 2005, viste i Vendsyssel Teaters opsætning af klassikeren ”Indenfor Murene” indlysende talent for det naturalistiske teaters svære kunst. I det lille teaterrum, hvor vi sad helt tæt på, spillede Rolf Hansen den kloge og besindige Hugo, fornuftens talerør, uden en eneste falsk tone. Imponerende.
Trine Bastrup Møller
Trine Bastrup Møller udgik i april sidste år fra Musikkonservatoriets solistklasse. Men allerede da var hun for længst belæsset med opgaver og succes som mezzosopran, både i Danmark og i England, hvor hun har gået på Royal Academy of Music. Talentprisen får hun især for sin vidunderligt sprælske hip hop-page Valetto i Det Kongelige Teaters opsætning af operaen ”Poppeas Kroning”.