Aarhus Teater Stiklingen: SA KA LA
Jon Fosses nye stykke er ikke en umiddelbar gave til afgangsholdet fra Skuespillerskolen på Aarhus Teater.
Af Jon Fosse
Skuespillerskolens
afgangshold
Instruktion: Johan Huldt
Det lignede et scoop, at årets afgangshold fra Skuespillerskolen i Århus kunne præsentere en verdenspremiere af en af tidens mest spillede, seriøse teaterforfattere, nordmanden Jon Fosse. Det viste sig i praksis snarere at være en dårlig ide.
Afgangsforestillingen er jo også en slags eksamen, som gerne må give den enkelte afgangselev/skuespiller mulighed for at vise et individuelt talent. Det lægger Fosses "Sa ka la" ikke op til.
Som typisk stillestående teater fordrer det af sine spillere især en fælles fornemmelse for ordene og deres minimalistiske gentagelser i et langsomt gående tidsforløb. Det kræver disciplin ikke at bryde det. De unge skuespillere skal komplimenteres for ikke at gøre det, men deres muligheder for personlig udfoldelse er små.
Omkring et dødsleje
"Sa ka la" er endda ikke et af Fosses bedre skuespil. Titlen henviser til de lyde, som Mama (Sascha World) får frem fra sin hospitalsseng. Hun har på sin 60 års fødselsdag fået et slagtilfælde. Hjemme sidder en del af hendes familie og venter forgæves ved festbordet. De to svigersønner fylder ventetiden ud med lidt sød parodi på Mama (Troels Thorsen, som tilsyneladende har komisk talent, og Thomas Guldberg Madsen). Mamas unge veninde Trine og hendes ven kommer og med dem også antydninger af seksuelle spændinger.
På hospitalet samles Mamas tre børn ved hendes dødsleje og forsøger at komme i kontakt med hende. Karin Bang Heinemeier og Charlotte Rathnov som de to søstre forekommer mig at være ladt i stikken af forfatteren, mens broderen (Mikkel R. Arndt), der har været Mama fjernest og nu kommer nærmest, har fået en poetisk monolog om et lys på himmelen: »For lyset går igennem mig / Og lyset spreder sig / Gyldent lys / Først bredt / Og så let som vinden / Og det er først tæt / Og så luftigt / Og så spreder det sig.« Som kontrast står sygeplejerskens (Josephine Nørring) lakoniske konstatering: »Så er det slut. Nu har hun fået fred. Nu skal vi gøre hende i stand.«
Efterårsstemning. Forudanelsen af døden samtidig på et hospital og ved et dækket festbord. Der kunne have været mere i det.
Optakt i foyeren
Som optakt spilles i foyeren nogle udvalgte scener fra Fosses mere perspektivrige stykke "Drøm om efteråret" fra 1999. En mand og en kvinde, som har elsket hinanden uden nogensinde at få det sagt, mødes mange år efter tilfældigt eller rettere alt andet end tilfældigt på en kirkegård. Her har vi igen temaet om at sige det nødvendige i tide, og vi har igen dødens symbolik. Ved at udelade stykkets tre andre personer er der kommet en poetisk forenkling i mandens og kvindens forhold, endda med en anelse optimisme. Her havde Pil Egholm og Mads Riisom fået flere muligheder, som de udnyttede, Man kunne ønske, at de øvrige i "Sa ka la" også havde fået dem.