Fascinerende jademasker og smukt kunsthåndværk i eksklusiv mayaudstilling på Moesgaard
Endnu ligger de fleste af mayaernes mange bystater skjult under junglen. Men allerede nu kan de mange fund fortælle detaljerede historier om guder, ritualer og traditioner, som giver et unikt indblik i mayakulturens historie.
»Uden majs falder hele riget fra hinanden.«
Hos mayaerne på Yucatan-halvøen i Mesoamerika var majs ikke blot en afgrøde, der kunne mætte folket. Det var en guddommelig kilde til liv. De tilbad og ofrede til Majsguden. Gennem århundreder forfinede de dyrkningsteknikkerne og udviklede komplicerede kalendersystemer, så de kunne få det bedst mulige udbytte.
Men majsguden og majsens enorme betydning for mayaerne er kun en lille del af dét, besøgende på særudstillingen ”Maya – Riget under junglen” på Moesgaard kan blive klogere på.
Har du for eksempel overvejet, om blodofringer er stærkere, hvis blodet tages fra herskerens kønsdele? Eller om mayaerne dyrkede nogle former for boldspil?