Måske er sceneversionen simpelthen for tæt på romanen – der er i hvert fald noget, som ikke helt fungerer
Trods stærke skuespilpræstationer, interessante instruktørgreb og effektivt kvalmefremkaldende elementer er teaterversionen af ”Vegetaren” desværre en smule kedelig.
»Upåfaldende«, siger ægtemanden om sin hustru.
»Alt ved min svigerinde tiltaler mig,« erklærer svogeren, mens storesøsteren beskriver en kvinde, der »med sin storslåede uansvarlighed rystede alle sociale begrænsninger af sig«.
Én kvinde. Tre vidt forskellige vinkler på hendes historie. Det er essensen i Han Kangs roman ”Vegetaren”, som netop nu spiller som teaterforestilling på Aarhus Teater.
Spændende, tænker du måske. Det gjorde jeg i hvert fald. Men oplevelsen samler sig aldrig helt.
Koreanske Han Kangs roman fra 2007 er sikkert ikke den letteste at adaptere til scenen. Fortællingen handler om kvinden Yeong-Hye, der efter en drøm beslutter, at hun ikke længere spiser kød.
Det medfører voldsomme sammenstød med omverdenen. »Vegetarisme er i modstrid med den menneskelige natur,« hører vi som ét af de mange modsvar til Yeong-Hyes beslutning. Men hun står fast og bevæger sig længere og længere væk fra det ”normale” liv.
Mette Klakstein spiller rollen som Yeong-Hye ved gavmild kropslighed og få, men sigende, beskrivelser af diverse drømmesekvenser. Især forestillingens slutbillede er stærkt: Halvnøgen og med sondeslanger hængende som forgreninger fra begge hænder bevæger hun sig væk fra publikum, væk fra det ”normale”. Her ligner hun næsten det træ, hun så inderligt drømmer om at blive.
”Vegetaren” er Rebekka Boydings første iscenesættelse som huskunstner på Aarhus Teater. Hun står bag både dramatisering og instruktion af forestillingen, der ligesom romanen falder i tre dele.
Først lytter vi til ægtemanden, som Nicklas Søderberg Lundstrøm gør skræmmende distanceret og gennemført usympatisk. Thorbjørn Hedegaard følger efter som svogeren, der med sin sygelige besættelse af Yeong-Hye bliver katalysator for hendes endegyldige indlæggelse.
Til sidst hører vi Carla Eleonora Feigenberg som søsteren, der forgæves forsøger at forstå og hjælpe Yeong-Hye. Hun leverer også den ubehageligt maleriske beskrivelse af hospitalets forsøg på tvangsfodring af Yeong-Hye. En sekvens, som får flere publikummer til at sidde uroligt i sæderne og enkelte til at holde sig for ørene.
Hver især leverer de fire medvirkende stærke præstationer, men overordnet gør de tre vinkler oplevelsen fragmenteret. De tre dele samler sig aldrig fuldt ud til en helhed. Og især de mange drømmesekvenser bliver unødigt lange afbræk fra hovedfortællingen, som desværre tenderer moddet kedelige.
Det er en skam, for Rebekka Boyding har truffet en række spændende valg i sin instruktion, som bestemt lover godt for den kommende sæson på Studio Scenen.