Fortsæt til indhold
Teater

Uddelingen af Årets Reumert er reddet – men løsningen er kortsigtet

I 2019 bliver Årets Reumert uddelt i mindre skala end tidligere. Men den bliver dog uddelt.

En hurtig indsats har sikret, at Årets Reumert alligevel kan blive uddelt i 2019.

Afholdelsen af arrangementet har ellers været usikker, siden Bikubefonden trak støtten til prisuddelingen, der hylder scenekunst over hele landet.

Efter at have finansieret prisuddelingen i 20 år, meddelte fonden i juni i fjor, at Årets Reumert ikke levede op til fondens nye strategi med fokus på udvikling og nyskabelse. Og da var gode råd dyre.

Siden har ingen andre fonde meldt sig til at overtage projektet. Derfor tog Dansk Teater i december initiativ til en arbejdsgruppe, der skulle redde prisuddelingen. Og det er nu sket.

I år bliver prisen scenekunstbranchens fineste pris således uddelt i mindre skala – men forhåbentlig under lige så festlige omstændigheder som vanligt, lyder det i en pressemeddelelse fra gruppen, der består af aktører fra Dansk Teater, Reumert-juryen, CPH STAGE, Vendsyssel Teater, ISCENE og Have Kommunikation.

»Det vil være ærgerligt, hvis vi ikke får muligheden for at fejre og anerkende alle de fantastiske forestillinger i denne sæson. En stor tak til juryen, som vil arbejde videre med at rejse rundt i hele landet og se forestillinger resten af sæsonen på trods af, at Bikubenfonden har trukket sig,« siger Louise Stenstrup, direktør i Dansk Teater, i pressemeddelelsen.

Det er imidlertid en kortsigtet løsning. Man håber nemlig stadig, at en ny aktør vil træde til inden Årets Reumert skal uddeles i 2020.

»Vi håber, at der snart kommer en langsigtet løsning, for dette års Reumert bliver med lodder og trisser,« lyder det fra Louise Stenstrup.

Årets Reumert blev stiftet i 1998 - opkaldt efter skuespilleren Poul Reumert - og er blevet uddelt hvert år siden da. Der er hidtil blevet uddelt priser i 16 kategorier samt 10 talentpriser.

Prisuddelingen finder sted den 2. juni 2019 som afslutning på festivalen CPH STAGE på Nørrebro Teater i København.