Fortsæt til indhold
Teater

Fredericia Teater afslører nyt Disney-samarbejde

"Tarzan" solgte over 600.000 billetter, da den kom i biograferne i 1999. I efteråret 2018 transformeres den til en musical på Fredericia Teater.

De har allerede fortalt historierne om Aladdin, Den lille havfrue og senest Klokkeren fra Notre Dame. I efteråret 2018 sætter Fredericia Teater en ny Disney-klassisker op som musical - og det bliver historien om Tarzan.

»Det er intet mindre end fantastisk, at vi endnu engang kan præsentere en stor Disney-titel. Tarzan kommer for alvor til at skubbe til, hvad Fredericia Teater kan. Jeg svinger mig i lianerne af begejstring,« lyder det fra teaterchef Søren Møller.

Musikken er, som vi kender den, og det samme gælder teksten. Bag det hele står den Oscar-belønnede og syvdobbelte Grammy-modtager Phil Collins, og musicalen vil indeholde hans velkendte numre fra det Grammy-prisbelønnede soundtrack.

Det oplyser Fredericia Teater i en pressemeddelelse.

Bag historien om Tarzan, menneskedrengen, der voksede op blandt gorillaer, stod oprindeligt Edgar Rice Burrough. Siden blev historien genfortolket i en animationsudgave, og da den fik biografpremiere i 1999, købte 672.000 danskere billet.

Musicalen er baseret på denne animationsfilm og er udviklet af Disney Theatrical Productions. Direktør Felipe Gamba udtaler om samarbejdet:

»Igennem de seneste fem år har vores partnere på Fredericia Teater med Søren Møller i spidsen ikke leveret andet end fremragende forestillinger. Denne musical bliver vores fjerde produktion lavet i fællesskab, og det kunne ikke passe bedre ind. "Tarzan" er et stort teatermæssigt eventyr, og det kræver et eventyrlystent team at få det vakt til live - ligesom det kræver et eventyrlystent publikum til at omfavne det. Med Fredericia Teater i spidsen for at stå for det arbejde samt et meget kvalitetsbevidst dansk publikum, er vi i de bedste hænder på begge sider af salen.«

Billetsalget til "Tarzan - The Musical" er hermed begyndt.