*

Musik

Jazzspillested væltet omkuld af Stones-tilhængere

Nystartet jazzspillested i København lægger scene til tre jazzkoncerter med Rolling Stones' band.

Foto: Desmond Boylan/AP

Billetterne til tre jazzkoncerter med medlemmer af Rolling Stones' band på et spillested i København er blevet revet væk.

- Det er helt overvældende. Vores billetsystem gik ned søndag aften, få minutter efter det var lagt på hjemmesiden.

- Vores e-mailkonto kan kun håndtere 500 e-mails om dagen, og den er også gået ned, siger Niels Lan Doky, manden bag jazzklubben Hotel Danmark.

Medlemmer af Rolling Stones' band, og måske nogle af frontfigurerne, gæster spillestedet Hotel Danmark i Vester Voldgade onsdag, torsdag og fredag.

Intimkoncerterne følger i kølvandet på koncerten tirsdag i Parken med selve bandet Rolling Stones.

Der kan kun være 40 tilhørere til hver af koncerterne på jazzspillestedet, så billetterne er for længst væk.

- Det er jo et luksusproblem for en nystartet jazzklub, lyder det fra Niels Lan Doky.

The Stones, som bandet også bare kaldes, har på verdensplan solgt flere end 200 millioner album.

Hvilke af koryfæerne og om nogen overhovedet, der dukker op på jazzspillestedet i København, vides endnu ikke.

- Jeg ved ikke, hvem der kommer, og selv hvis jeg vidste det, måtte jeg ikke sige det. Det er en del af aftalen, siger Niels Lan Doky.

Aftalen kom i stand i sidste uge.

- Jeg blev ringet op af Stones' repræsentant for et par dage siden, og vi færdiggjorde aftalen søndag og lagde det på hjemmesiden søndag aften, siger Niels Lan Doky.

Han kender Stones fra et lignende arrangement i 2014.

Her var bandet i Danmark for at optræde på Roskilde Festival. Samtidig lagde medlemmer vejen forbi et andet jazzspillested, som Doky dengang drev.

- Det er noget, de gør jævnligt. Jeg tror, at konceptet er, at de efter en stor arenakoncert spiller intimkoncerter, hvor de spiller jazzversioner af deres numre, fortæller Niels Lan Doky.

- Der er meget tætte forbindelser mellem Rolling Stones og jazzverdenen, ikke mindst i kraft af trommeslageren, Charlie Watts, der var jazztrommeslager i London, før han blev hyret ind til Stones, fortæller Niels Lan Doky.

Selv om det potentielt er Stones-medlemmer, der er på programmet, fastholder jazzklubben den sædvanlige billetpris på 295 kroner.

- Vores filosofi er, at det altid er den samme pris, siger Niels Lan Doky.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Rytmisk musik
Annonce
På den anden side
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her