Metallica-trommeslageren går i æteren
Lars Ulrich skal være radiovært fra på søndag - med Iggy Pop som gæst.
Lars Ulrich har slået på trommer i Metallica, et af verdens største rockbands, siden 1981 og må betragtes som Danmarks mest berømte musiker med adgang til de største stadioner sammen med sit band og lange røde løbere verden over på egne ben eller sammen med kone eller kæreste.
Nu springer Lars Ulrich ud som radio-dj.
Han bliver vært på programmet "It's Electric!", som har premiere på Beats 1 på søndag den 7. maj kl. 15 amerikansk tid - med rocklegenden Iggy Pop som gæst på telefonen.
I en videoteaser for radioshowet taler Lars Ulrich om, at en våd teenagedrøm dermed går i opfyldelse - at levere et radioshow til et verdensomspændende publikum.
Lars Ulrich forklarer, at han vil spille en masse cool musik med som regel bands, som ikke er specielt kendte. Der bliver i høj grad tale om bands, danskeren for nylig er blevet introduceret til.
Trommeslageren regner med at være radiovært uge efter uge i lang tid, og hans ambition er at arbejde uden manuskript.
At Iggy Pop bliver den første gæst skyldes, at den amerikanske sanger optrådte med Metallica til en koncert i Mexico City. Pop og Lars Ulrich og co. spillede The Stooges' klassiker "T.V. Eye".
Det er også meningen, at Lars Ulrich vil mikse musik og gæster med personlige beretninger fra sit liv med musik og på landevejen med Metallica.
Den 10. maj begynder Metallica på en turné i Nordamerika.
Til efteråret giver gruppen en koncert i Royal Arena i Ørestad på Amager og i 2018 gælder det Boxen i Herning.
Radiokanalen Beats 1 er ejet af Apple og er en del af IT-gigantens musikunivers på Apple Music. Der er på Beats 1 en tradition for, at rock- og popmusikere stiller op i en form for værtsrolle. Blandt dem er Elton John og Pharrell Wiliiams.