Suspekt og Tina Dickow gæster NorthSide
Arrangørerne af den aarhusianske festival har offentliggjort fem nye navne.
Internationale kunstnere som Radiohead, Prodigy og Frank Ocean får nu hjælp fra aarhusianske Tina Dickow og Albertslund-gruppen Suspekt til at vælte Ådalen i Aarhus til årets NorthSide festival.
»Jeg er jo vokset op få hundrede meter fra dér, hvor NorthSide nu ligger, og jeg synes, det er stort, at så fed en festival har fundet vej til min barndoms hood! Jeg mener: Radiohead og Frank Ocean! I Aabyhøj!?« lyder det fra Tina Dickow.
I anledning af jubilæet for hendes storsælgende album "Count To Ten" har hun valgt at give nostalgien frit spil i smilets by:
»Det er en helt vidunderlig følelse på den måde at "komme hjem", og da jeg i år ovenikøbet skal spille en koncert, der fejrer 10-års fødselsdagen for mit bedst sælgende album "Count To Ten" bliver det på alle måder en vild walk down memory lane. Det glæder jeg mig virkelig til!«
Sidst Suspekt spillede på NorthSide var i 2012, hvor publikum blev trakteret med strippende nonner og Jägerbombs til tonerne af "Sut den op fra slap".
Den 17. februar lander gruppens nye album "100 % Jesus". I december fortalte de hæderkronede rappere Emil Simonsen (Orgi-E / Klamfyr) og Andreas Bai Duelund (Bai-D) samt produceren Rune Rask musikmagasinet Gaffa, at den nye titel var et udtryk for den sindstilstand, som havde præget de seneste to års arbejde med albummet.
»Lige så vel som vi har udfordret os selv i processen med tilblivelsen af albummet, lige så vel er det vigtigt for os at komme ud og smide det ordenligt i fjæset på vores supportere. Vores liveshows skal afspejle præcist samme niveau, som vi føler, at vi leverer med ”100% Jesus”,« lød det fra trioen.
Titlen til trods er det dog tvivlsomt, at der udelukkende vil blive prædiket mådehold og sippet altervin, når "100 % Jesus" gjalder ud over Ådalen. Ifølge arrangørerne kan publikum se frem til nye hits og »et vanvittigt show.«
Udover Tina Dickow og Suspekt optræder en dansk trio i form af IAMJJ, Chinah og Saveus. Sidste år løb Chinah med talentprisen til P3 Guld.
NorthSide, der startede som en endagsfestival i 2010, har nu offentliggjort 25 navne til årets festival, der løber fra d. 9. - 11. juni.
Endagsbilletterne til 2017-udgaven er væk, men det er stadig muligt at få billetter til alle dage, lyder det.