Rod Stewart tilbage til København for første gang siden 1998
Den skotskengelske solist giver en koncert i Royal Arena til februar.
Den skotsk-engelske sanger Rod Stewart giver koncert i København.
Det sker den 23. februar i Royal Arena, den nye multiarena på Amager med plads til ca. 16.000 til koncerter.
Der er tale om hans første koncert i København siden 1998. Han har til gengæld givet koncert i både Aarhus og Aalborg.
Koncerten er en del af turneen "Hits 2017", og der bliver tale om den eneste koncert i Norden, oplyser arrangøren, Live Nation.
»Vi er umådeligt stolte af at kunne offentliggøre Rod Stewart live i Royal Arena, torsdag 23. februar, hvor han vil optræde med sine største hits fra 1970 til 2017. Efterspørgslen på Rod Stewarts spektakulære live shows er større end nogensinde efter den musikalske legendes kritikerroste 29. udgivelse, det platinsælgende ”Another Country”, der gik direkte ind på hitlistens andenplads i hjemlandet i oktober sidste år,« oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.
Rod Stewarts koncert vil have fokus på hittene. Det er f.eks. "Maggie May", "Da Ya Think I’m Sexy", "Baby Jane" og "Sailing".
»Jeg glæder mig til at komme tilbage til København efter næsten 20 år. Nu er I advaret - spænd sikkerhedsbæltet,« udtaler han.
Rod Stewart hører til blandt de bedst sælgende musikere med over 100 mio. solgte plader.
Han formåede i 1970'erne at blive en meget populær skikkelse i USA, verdens største musikmarked, og desuden havde han en stor fanskare i Storbritannien og på det europæiske fastland.
I de senere år har han haft stor succes med en række udgivelser under navnet "The Great American Songbook".
Før sin solokarriere var han medlem af gruppen Faces, som også talte bl.a. Ronnie Wood, som senere blev medlem af The Rolling Stones.
Billetsalget til koncerten begynder mandag den 12. december.