Fortsæt til indhold
Musik

Foo Fighters klar til Roskilde Festival 2017

Et af verdens største rockbands spiller på festivalen til næste år. Bandets hovedperson har også spillet med andre bands på Roskilde Festival.

Det amerikanske rockband Foo Fighters med den 47-årige Dave Grohl i spidsen bliver et af hovednavnene på Roskilde Festival 2017. Dermed svarer festivalen for første gang for alvor igen på, at Northside for nylig annoncerede, at Radiohead bliver Aarhusfestivalens hovednavn i 2017.

Foo Fighters er salgsmæssigt og publikumsmæssigt et større navn end Radiohead. På den kunstneriske vægt betegner mange Radiohead som en stærkere størrelse, fordi den britiske gruppe har vist sig meget innovativ i de seneste 20 år.

Der bliver tale om Foo Fighters’ eneste skandinaviske koncert, skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse: Her udtaler Anders Wahrén, Roskilde Festivals programchef:

»Foo Fighters er utvivlsomt et af verdens største rockbands, og vi har længe forsøgt at få dem på plakaten igen. Så det er fantastisk, at det endelig klapper, så vi kan byde dem velkommen tilbage til Roskilde Festival. Og vi glæder os bestemt også over, at det endda bliver deres eneste skandinaviske show til sommer,« siger han.

»Foo Fighters kan om nogen samle et massivt publikum og skabe en følelse af fællesskab og livsglæde, så på den måde er de et helt perfekt navn til Orange Scene. Og det trækker bestemt også vores egne forventninger op, at deres koncerter gennem den seneste række år har vist, at de er vitale og tændte som aldrig før,« siger Anders Wahrén.

Foo Fighters gav senest koncert på Orange Scene i 2005.

I 1992 sad Dave Grohl bag trommerne, da Nirvana gav koncert på Roskilde Festival (lige efter at Danmark havde vundet EM i fodbold), og i 2010 var han trommeslager i supergruppen Them Crooked Vultures, der også talte guitarist Josh Homme fra Queens Of The Stone Age og ikke mindst bassist John Paul Jones fra Led Zeppelin.

I Foo Fighters, der i 2011 gav koncert på Refshaleøen i København, er Dave Grohl forsanger, sangskriver og guitarist og bandets omdrejningspunkt.

Foo Fighters’ seneste album er ”Sonic Highways” fra 2014.

Der bliver forventeligt omkring 175 bands og solister på Roskilde Festival 2017, der begynder den 24. juni og slutter 1. juli.

Det er tidligere offentliggjort, at bl.a. danske Trentemøller, tyske Moderat/Modeselektor og amerikanske G-Eazy og Angel Olsen giver koncert på næste års festival.

Billetsalget til den ugelange festival i Roskilde begynder tirsdag 15. november. En partoutbillet koster 1.995 kr. plus gebyrer, mens en endagsbillet koster 995 kr. plus gebyrer.