Lukas Graham spiller ved MTV-prisfest
The Weeknd er hovednavn til lørdagens musikshow, men også danske Lukas Graham skal optræde.
Det danske band Lukas Graham kan udfylde endnu en side i skrapbogen i denne weekend, hvor de spiller ved MTV's store musikshow EMA (Europa Music Awards).
Ved showet, der afholdes i Rotterdam, er den succesfulde kvartet desuden nomineret i de tre hovedkategorier "Best Push", "Best New" og "Best Song". Aldrig før har et dansk band været nomineret til hele tre MTV EMA-priser.
Om Lukas Graham skal have de prestigefulde statuetter med hjem, bestemmer seerne, der kan afgive deres stemme på mtvema.com indtil den 5. november kl. 23.59.
Udover den danske trio kan publikum også opleve navne som The Weeknd, Kings of Leon, Bruno Mars, One Republic og Green Day ved showet.
Lukas Graham, der i sommer lå nummer nummer to på den amerikanske hitliste Billboard Hot 100 med sangen "7 Years" flere uger i træk, var også nomineret til en MTV-pris i august ved MTV Video Music Awards i USA.
Dengang var det prisen for bedste nye kunstner, der var på spil, men desværre for Lukas Graham gik prisen til det amerikanske band DNCE.
Graham-drengene har i løbet af året været på turné i USA og gæstet en række store amerikanske talkshows og TV-programmer.