Lukas Graham skriver dansk musikhistorie
Det danske bands 'Blue Album' ryger ind på en andenplads i USA og snupper førstepladsen i både Storbritannien og Australien.
Søndag blev endnu en milepæl i Lukas Graham Forchhammers karriere og ikke mindst i dansk musikhistorie, da den danske musiker med sit band, Lukas Graham, røg ind på en tredje plads på den amerikanske albumliste Billboard 200.
Det er gruppens andet album 'Blue Album', som i øjeblikket bliver rakt over disken i USA i stor stil.
Mens 90'er gruppen Aqua opnåede en 7. plads med albummet 'Aquarius' i 1997, og rockbandet Volbeat var nummer 9 med 'Outlaw Gentlemen & Shady Ladies' i 2013, har intet dansk band formået at placere sig i top 5 i USA - indtil nu.
For på trods af de amerikanske anmelderes halv-lunkne modtagelse af albummet, der udkom 1. april, sælger 'Blue Album' strygende i USA.
På albumslistens førsteplads ligger den amerikanske rapper Kanye Wests album 'The Life of Pablo', der udkom i februar, og countrysangeren Chrits Stapleton er at finde på andenpladsen.
Lukas Grahams seneste succes kommer efter, at bandet har storhittet med singlen '7 Years' verden rundt i flere måneder. Landeplagen har ligget nummer 1 på singlehitlisterne i både Storbritannien, Australien, Canada, Irland, Sverige, Italien, Holland og Danmark og er dermed det største danske hit nogensinde.
I Australien, hvor '7 Years' ligger nummer 1 på singlelisten for ottende uge i træk, snuppede 'Blue Album' førstepladsen på albumlisten.
Også briterne er glade for den danske kvartet. 'Blue Album' har siden fredag ligget på en 2. plads i Storbritannien, mens '7 Years' har ligget på førstepladsen på singlelisten i fem uger.
Lukas Graham sætter dermed ny dansk rekord i både Australien og England.
En førsteplads på den amerikanske single-hitliste, Billboards Hot 100, er det dog ikke endnu blevet til. Her ligger musikeren Rihannas storhit 'Work' solidt på førstepladsen for syvende uge i træk.
I Danmark udkom det populære album i juni sidste år, hvorefter det lå som nummer 1 i 19 uger. I dag, 10 måneder efter dets udgivelse, er 'Blue Album' fortsat at finde på listen på en hæderlig 2. plads.
Herhjemme skal vi vente lidt, før vi igen kan opleve Lukas Graham spille live. Gruppen er nemlig på turne i USA ind til slutningen af maj.
Foruden forsanger Lukas Graham Forchhammer består bandet af Mark Falgren på trommer, Kasper Daugaard på keyboard og Magnus Larsson som bassist.
Jyllands-Postens musikredaktør har spurgt musikkonsulenter og -kritikere om Lukas Grahams internationale potentiale og bedt dem vurdere bandet i forhold til andre danskere, der har haft succes i udlandet: