Her er manden bag tv-postkortene til Eurovision
Hvor mange måder, kan man lave et flag på? Mindst 37 lyder svaret fra manden bag tv-postkortene til Eurovision, Stevan Treshow.
"Et helikopterbillede af en bjergkæde eller nogle hovedstæder i et pænt lys, og så artisten, som står ved et springvand og vinker til kameraet."
Sådan beskriver filminstruktør Stevan Treshow det typiske 40 sekunders tv-postkort, som præsenterer de enkelte deltagere i Eurovision, umiddelbart før de går på scenen.
Postkortene har dog også tidligere budt på billeder af værtslandet fra forskellige vinkler, og i 1991 fandt de italienske værter endda på, at deltagerne skulle synge en kendt italiensk sang.
Killerkonceptet fra Danmark
Men med Danmark som vært for Eurovision skulle det være anderledes, så i oktober sidste år kontaktede DR Stevan Treshow.
"Vi blev spurgt, om vi ville komme med et bud på, hvordan man revitaliserer postkortgenren," fortæller filminstruktøren, som sammen med sin partner Sussan Treshow driver virksomheden Treshow Filmproduction.
"Med hensyn til at præsentere deltagerlandet på 40 sekunder, tænkte vi: "Vi kan ikke gøre noget, som Google ikke kan". Samtidig var det DR's ambition at komme tættere på kunstneren, så vi kom til konklusionen at for at opleve kunstnernes "sande jeg", måtte vi sysselsætte dem med et projekt, så de glemte kameraet. Og så kom ideen, som efter min mening er et "killerkoncept": De skaber deres eget flag på en eller anden måde," siger Treshow, som endnu ikke har færdiggjort det store arbejde.
En øvelse i kommunikation på tværs af kulturer
I første omgang optog filminstruktøren en "tale til nationerne", hvor konceptet blev forklaret, og de 37 deltagerlande fik mulighed for at vende tilbage med deres ideer.
"Vi har mødt stor begejstring og stor kærlighed, men kun fire-fem lande er kommet med input, som vi kunne bruge. Resten måtte vi selv finde på," beretter Stevan Treshow, som har måttet sande, at der er stor forskel på kulturen i de forskellige lande.
"De udfordringer, vi har mødt, har været vildt forskellige. Der har været sprogforbistringer, men også forskellige opfattelser af tingene. En høj stige vil for nogle f.eks. være to en halv meter høj, mens andre mener, at den er 10 meter. Så det har vist sig at være en øvelse i kommunikation på tværs af kulturer, og til sidst blev jeg rigtig god til at finde ud af, hvilke knapper man skal trykke på, så det virker i 37 forskellige lande, " lyder det fra instruktøren, som har stået for ideudvikling og kontakten med alle landene.
Helst uden perleplade
Fire hold på hver fire personer rejste fra februar og to en halv måned frem rundt i Europa for at optage de 40 sekunders film. En proces, som ifølge Stevan Treshow har været "det vildeste puslespil".
Optagelserne skulle ikke blot passe med kunstnernes rejseplaner, brikkerne, som skulle udgøre det enkelte flag, skulle også udtænkes for alle 37 lande.
"Hvis det kan lykkes uden at lave en perleplade, så er det en succes," tænkte Stevan Treshow, som kalder flagingredienserne for "ren Olsen Banden."
Ét flag består af 5 busser, 16 biler og 300 mennesker i regnjakker, et andet bliver skabt som et bolsje, mens et tredje flag består af tre 40 fods-containere.
14-årig direktør hjalp med tusindvis af brikker
I Schweiz, som stiller med sangeren og violinspilleren Sebalter, var udfordringen anskaffelsen af 14.995 dominobrikker, som skulle danne det rød-hvide flag.
For at tilvejebringe de mange brikker måtte Stevan Treshow kontakte et schweizisk firma, som har specialiseret sig i de aflange plastikstykker.
10 timer ville det tage at stille 14.985 dominobrikker op, så direktøren for firmaet ville blive nødt til at overnatte i Zürich, hvor optagelserne foregik.
"Så siger han, at han vil tale med sin mor om overnatningen, hvorefter det går op for mig, at direktøren er 14 år gammel. Og han kom til byen med sin kompagnon, som også var 14 år gammel, og de byggede flaget sammen med kunstneren," fortæller Stevan Treshow.
Sminkede lig i hobetal
I Hviderusland, som sender sangeren Teo, spændte en antiterrorøvelse ben for adgangen til den skøjtehal, hvor flaget skulle bygges op af 2.998 pucker pga. landets store kærlighed til ishockey.
"Der lå sminkede døde overalt, og soldater rappellede ud af helikoptere og ned ad bygningen. Der gik et stykke tid, før nogen fortalte holdet, at det var en øvelse, så forvirringen var stor, og de kunne ikke komme ind i skøjtehallen før optagedagen."
Armenien, hvis deltager Aram Mp3 har fået kritik for sine homoudtalelser om den østrigske, transseksuelle deltager, havde grandiose planer for udfærdigelsen af det røde, blå og gule flag.
"I landet vokser tre frugter, som armenerne er meget stolte af: granatæbler, blommer og abrikoser, som er røde, blå og gule. Planen var at fylde en sø med hundredtusinder og måske endda millioner af disse frugter, hvorefter kunstneren skulle flyve op i en helikopter og tage et billede af det. Tre måneder senere kunne de kun skaffe fire kg tørrede abrikoser," beretter Treshow.
Den billigere og langt mindre omfangsrige løsning, som blev udtænkt og udført på en nat, var at skabe en broche i flagets farver.
Grækerne havde ikke en rød reje
Grækerne kunne pga. landets økonomiske situation til gengæld ikke tillade sig at tænke stort.
"Grækenland sagde: "Vi har ikke en rød reje," og så var det den præmis, vi måtte arbejde ud fra."
Ikke engang en båd, kunne tv-holdet låne af grækerne, så den blev skaffet via en kontakt, som danskerne havde. Og så sejlede de ellers til en strand, hvor et blåt håndklæde og hvide muslingeskaller dannede det græske flag.
I Belgien måtte man skrotte den oprindelige idé med at sende en belgisk produceret, firkantet luftballon til himmels.
For da man fandt ud af, at Belgiens deltager ville blive Axel Hirsoux, hvis korpus ligger i den voluminøse ende, blev luften lukket ud af den ballon, da associationen mellem de to ville blive for oplagt.
I stedet indgår strikketøj og et møntvaskeri i Belgiens tv-postkort.
Andre lader sig på mere eller mindre permanent vis dekorere med flaget, mens der også bliver bagt, foldet paraplyer ud og syet.
En barndom med Melodi Grand Prix
Stevan Treshow mener, at flagkonceptet er meget dansk i sin kerne.
"I al ydmyghed er det en god idé, og det er jo det, vi danskere skal leve af. Vi har jo fået at vide, at det ikke er vores produktionskraft, vi kommer til at vinde på, men på vores ideer, tanker og kreativitet."
At det netop blev ham, som kom til at stå for videopostkortene, giver dyb mening for Stevan Treshow.
"Jeg så meget Melodi Grand Prix, da jeg var knægt. Når jeg var på besøg hos min far, passede det med Melodi Grand Prix. Så spiste vi god mad, satte os foran fjernsynet og gættede på, hvem der kom længst - jeg faldt tit i søvn under pointgivningen. På en eller anden mærkelig måde er det som om, at alt, hvad jeg har lavet, har peget mod det her."
Postkortene kan ses til semifinalerne den 6. og 8. maj samt til finalen den 10. maj.