Fortsæt til indhold
Musik

Springsteen-arrangør melder hus forbi

Ikke alle 50.000 fik i Parken den optimale oplevelse - igen klages der over akustikken.

For de 50.000 mennesker, der var til Springsteen-koncert i Parken tirsdag aften, blev det - skal man tro det forsamlede danske anmelder-korps og henvendelser fra læserne - igen en blandet fornøjelse.

Skurken er akustikken i Parken, som - ligeså sikkert som at Paven er katolik - bliver fremhævet efter snart sagt enhver koncert i Parken.

Både af publikum og anmeldere.

Det er et fodboldstadion

Jesper Christensen fra koncert-arrangør Live Nation siger til Jyllands-Posten:

"Hvad er sammenligningsgrundlaget? Hvad havde man forventet? Parken er et stadion og ikke en arena bygget til koncerter, og jeg må sige, at derfra hvor jeg sad i modsat ende af scenen, var lyden ganske udmærket."

Han understreger, at man ikke kan lave om på, at Parken først og fremmest er et fodboldstadion.

Steffen Jungersen
Det er trivielt, at man skal nævne den dårlige lyd hver gang man anmelder en koncert i Parken, men jeg føler, at jeg er nødt til det. Lyden er bare ikke i orden.
Steffen Jungersen - anmelder på BT

"Parken har allerede gjort meget for at bedre akustikken, og tirsdag havde Springsteen yderligere lokalt investeret i en masse udstyr, der skulle sikre en optimal oplevelse."

Jyllands-Posten ville gerne have spurgt Parken, hvad man har gjort hidtil, og om der er planer om yderligere forbedringer, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra Parkens ledelse.

På Jyllands-Postens debat-side har blandt andre Ulrik Mølller fra Odense denne kommentar:

"Fed koncert, men kan vi ikke snart slippe for Parken: elendig lyd og elendig logistik."

Og i det udsagn ar stort set det forsamlede danske korps af anmeldere enige.

Ekstra Bladets Thomas Treo sammenlignede i sin anmeldelse blandt andet lyden med lyden fra en udpint transistor i en blikspand.

Det er trivielt

BT-anmelder Steffen Jungersen har haft sin gang i Parken i mange år og var på plads i aftes til Springsteen-koncerten. I sin anmeldelse hæfter han sig igen ved dårlige lyd.

"Det er trivielt, at man skal nævne den dårlige lyd, hver gang man anmelder en koncert i Parken, men jeg føler, at jeg er nødt til det. Lyden er bare ikke i orden", siger han til Jyllands-Posten.

Han understreger, at akustikken i Parken er værst, når den er overdækket, hvilket han - årstiden taget i betragtning - i øvrigt, mener var ganske unødvendigt, da Springsteen spillede.

En uforskammethed

"Den katastrofale lyd er en uforskammethed overfor publikum. Man kunne sige, at de får ekstra for pengene, idet hvert trommeslag i Parkens ekko-helvede kan opleves 10 gange... Nej, det er ganske enkelt uanstændigt, at man ikke får gjort noget ved det.

Både i Horsens og Herning er der glimrende koncertsale, så hvorfor ikke i København?", spørger Steffen Jungersen og tilføjer, at hans værste oplevelse i Parken var en Metallica-koncert:

"Det lød næsten som om, at de spillede det samme nummer."

Bruce Springsteen giver torsdag koncert foran 15.000 i Boxen i Herning.

Deltag i debatten

Var du til stede og har en kommentar til akustikken, kan du deltage i debatten under denne artikel: