25 perfekte numre til nytårsfesten
Hvis dine nytårs-gæster ikke danser til disse numre, så gør de det aldrig! Vi giver et bud på den ultimative danse-samling til festen.
Vil du sætte ild til dansegulvet nytårsaften?
JP’s musikanmelder - og mangeårige DJ - Anders Houmøller Thomsen giver her sit bud på verdens bedste sange til nytårs-dansegulvet.
Sange der burde ramme plet på tværs af generationer.
For optimal effekt skal de spilles i den rækkefølge, de her er listet. Brænd dem på et par cd’er - eller download dem på din mp3-afspiller.
1. Gloria Gaynor: ”I Will Survive”
Den plirrende pianointro bør få selv den mest hæmmede bænkevarmer til at vågne til overgearet danse-dåd. For enhver ved, at det snart går løs med en disco-klaskende evergreen, som har så meget refræn og attitude at selv Robbie Williams må bøje sig i ærefrygt (han lånte faktisk fra ”I Will Survive” til sin skæring ”Supreme”). Gloria Gaynors stryger-kække slagsang er en lige højre i fjæset på en ekskæreste, der tror han kan køre om hjørner med sin gamle flamme - men nu får han sparket, så alle knuste hjerter jubler: ”I should have changed that stupid lock, I should have made you leave your key/If I had known for just one second/you’d back to bother me.” Titlen lyver ikke: nummeret er ganske enkelt gjort af udødeligt stof.
2. Bee Gees: “Stayin’ Alive”
Denne disco-klassiker holder sig i den grad i live – mere end 30 år efter udgivelsen. Det smidigt fremrullende groove med den superbe basfigur og den honning-drivende stryger-klang gør det umuligt at holde fusserne i ro. Forvent mindst et par Travolta-dansetrin fra de gæster, der kan huske filmen.
3. Lipps Inc.: ”Funkytown”
Sidste omgang disco-lækkerier i denne omgang. Flere fejende violiner og en herlig stivbenet og syntetisk gang funky party-vitaminer. Fra 1980 – men den kunne have været strikket sammen i går.
4. Kylie: ”Can’t Get you out of my Head”
En sang der kæler for øregangen med uhørt melodisk electro-finesse og forførende vokal Kylie-sødme. Engang tilhørte popmusikken de pureste teenagere – og dengang vrimlede det med “be-bab-a-lula” og “Good Golly Miss Molly”. Ind imellem kan den simpleste hookline vække sonisk fryd: ”La-la-la-la-la-la-la..."
5. The B-52’s: “Love Shack”
Så skifter vi så småt genrespor med denne uopslidelige og champagne-sprudlende party-klassiker. Her er lyserød kærlighed og vibrerende hormoner i det tætpakkede fest-skur, hvor bl.a. en evig-sexet Kate Pierson i vokal topform får bliktaget til at gynge.
6. The Beatles: “Twist and Shout”
Teenagere i 60’erne løb ikke bare på dansegulvet, når de hørte denne eksplosive skæring. De gik simpelthen i gulvet. De fabelagtige fires version af ”Twist and Shout” ryster stadig i kødet af rå kropslig intensitet. Og man skal være en døv og hæmmet puritaner for at modstå den gradvise vokale spiral, der ender i de rene primalskrig. Ringo Starr giver sidste skub til vildskaben ved at banke til tønderne som en stenaldermand på sære svampe.
7. The Clash: ”London Calling”
En punket attitude og et uforglemmeligt guitar-riff i selskab med engelske The Clash. Undergrunden kalder - og det lyder som lokkende toner fra en flabet hankat med swing i halen og skarpe kløer på guitarstrengene.
8. Blur: “Song 2”
Så kulminerer punk-afstikkeren med denne forrevne pragtstund med britiske Blur. Det var umuligt at forudsige, at denne brølende rock-fræser skulle blive et hit, men det hjalp på vej da sportsarenaer i USA begyndte at bruge nummeret som jubel-jingle, når der blev scoret: ”Wu-huuu!” Gå amok uden skam i livet!
9. Aretha Franklin: ”Think”
Det vilde tempo bevares - men vi svinger over i soul-genren med en sang, der har lige så meget melodisk og klanglig tyngde som sangerinden selv.
10. The Monkees: ”I’m a Believer”
”Then I saw her face/now I’m a believer”. Det kan godt være, at The Monkees var et lidt overflødigt vedhæng til The Beatles i 60’erne, men bandet fik lavet mindst en håndfuld numre, der holder som var de gjort af granit. Den boblende positive ”Daydream Believer” er en af de mindeværdige sange. ”I’m a Believer” - med det fantastiske løft undervejs - er bestemt en anden. Begge kan bruges her.
11. Tom Jones: ”Sex Bomb”
Når det gælder sex på stemmebåndet er Tom Jones en stereofonisk tyr, og den brølende waliser holder sig langt fra enhver form for antydning eller pænhed på dette danse-drøn. Masser af funky horn og et saftigt groove, der tænder lunten til det store nytårsknald.
12. Deee-Lite: “Groove is in the Heart”
Fra den svuppende elastiske intro står der ”absolut klassiker” bøjet i farverig neon over ”Groove Is in the Heart”. Hvis det nummer ikke bliver spillet til en fest, kan det kun skyldes almindelig glemsomhed. Ellers er der ingen undskyldning.
13. Stereo MC’s: ”Connected”
Mere electronica-farvet dansepop med et af de mest coolt tilbagelænede miks af beats og keyboards, dine danseben nogensinde er blevet forkælet med. Men trods den lidt reserverede attitude er det alligevel vanvittigt medrivende. ”Yeah – yeah – yeah!” Kun Happy Mondays kan være med i denne kategori for udknaldet, dansabel og super-fængende rave-pop.
14. A-ha: ”Take on Me”
Mor skal tilbage på dansegulvet efter disse frygtelig moderne 90’er-numre. A-ha’s tegneserie-ledsagede video er kendt af enhver, der bare har strejfet i omegnen af 80’erne. Og Morten Harkets eminente falset-vrid på stemmebåndet får dansefeberen op omkring de 40 grader.
Download
Se video
15. Michael Jackson: ”Billie Jean”
Mere stensikkert slid til dansegulvet. ”Billie Jean” er belagt med en utrolig elegant, spændstig og kropsnær produktion. Samtidig er melodien klar som en vinterdag, og alt er gennemført med en minimalistisk og perfektionistisk konsekvens. Lytter du til teksten, er det også en af Jacksons stjernestunder med en aparte fortælling om en tvivlsom affære. Vi er derude, hvor passionen flammer - langt fra det kliniske ilttelt i Neverland.
16. Pet Shop Boys: “It’s a Sin”
Mere 80’er-fiesta for fuld synth-pompøs udblæsning. Selv i dette hit-pulserende drive bevarer den britiske duo dog det begavede overblik: Rent faktisk handler det om Neil Tennants opgør med hans katolske baggrund – og hæmmende religion, der forvandler livsglæde og drifter til skam og synd.
17. Madonna: “Material Girl”
På årets mest hedonistiske dag er denne gamle Madonna-klassiker fin at støve af. Danse-diamanter er nu engang en piges bedste ven.
18. Shakira: “Whenever, Wherever”
Det giver næppe applaus i snobbede og genre-forelskede dj-kredse at sætte den på listen over ultimative dansenumre. Men alle andre elsker bare når Shakiras fyrige latin-perle triller på gulvet. Værsgo piger: så skal der gang i hofterne.
19. The Ronettes: “Be my Baby”
Et kæmpe spring tilbage i populærmusikkens ursuppe: til to et halvt minuts absolut 60’er-eufori i det Phil Spector-fede producerede pop-nummer. Udødelig pigepop med et beat der siden hen er efterlignet med højere frekvens end det er tilfældet med Gucci-tasker i Asien.
20. John Paul Young: “Love is in the Air”
50 pct. kulørt kitsch. 50 pct. smaskforelsket feel-good-pop. John Paul Young er glemt af de fleste. Sangen er husket af stort set alle. Bl.a. fordi den blev brugt med stor effekt i den muntre dansefilm ”Strictly Ballroom”.
21. Scissor Sisters: “I Don’t feel Like Dancin’”
Normalt skal der gå et års tid, før man kan kanonisere et nummer som værende en slidstærk danse-klassiker. I tilfældet ”I Don’t feel Like Dancin’” vidste jeg det var tilfældet ved første aflytning. Det farverige homo/lesbiske newyorker-band giver klaskende los for en så skøn melodi og et så sprudlende dansesind, at titlen bliver præcis så selvmodsigende som planlagt.
22. Propellerheads feat. Shirley Bassey: “History Repeating”
Shirley Bassey tilsat electronica og “big beat”. Det lød lidt konstrueret. Men det var det præcis modsatte, der blev tilfældet, da Propellerheads i 1997 præsenterede dette sprøde årtusindskifte-hit, der forbliver en af mine absolutte danse-favoritter. Den lidt henholdende intro kan måske nok tømme gulvet i 30 sekunder – men tro mig: folk kommer tilbage.
23. George Michael: “Fastlove”
Mens vi venter på næste afskedskoncert med George Michael, kan vi bruge ham til at tage afsked med 2008. Listen af mulige sange til lejligheden er endda meget lang. Men hans elastisk smidige - og melodisk formfuldendte - ”Fastlove”, der byder på en rapport fra kærlighedens jagtmarker, hører bestemt til Michaels største klanglige kreationer.
24. ABBA: ”Dancing Queen”
Nåede du lige at indvende – ”hvor blev ABBA af? Den bedste popgruppe i Skandinavien nogensinde?” Ja, så reddede vi den lige på målstregen. Først risler der en piano-bølge gennem højttalerne. Resten er pop-historie..."See that girl/watch that scene/digging the Dancing Queen”. Mums!
25. ABBA: “Happy New Year”
Hov, der var de igen: Jeg tror næppe, der nogensinde bliver skrevet et bedre nytårsnummer end dette (U2 var tæt på med ”New Years Day” – men desværre: Ingen cigar). De svenske popguders ”Happy New Year” har først og fremmest det perfekte refræn. Og så har nummeret netop den blanding af fortabt melankoli, eftertænksomhed og momentant lykkesus, man kan opleve nytårsaften...Og dagen derpå. Stor lyrik – respekt til Benny og Björn. Og godt nytår!