Frihedsdrama og kvindetroskab

Da Ludwig van Beethoven nedskrev de første skitser til sin eneste opera i 1803, var den franske revolution endnu tæt på.

Et barn af den var den såkaldte ”redningsopera”, hvor helt og heltinde bliver reddet fra tyranner og død i sidste øjeblik. Genren var et nyt udtryk for ønsket om frihed.

Den franske dramatiker Jean Nicolas Bouilly, som skrev skuespillet, der ligger til grund for Beethovens og flere andres (glemte) operaer, var i 1794 under Robespierres terrorregime øverste chef for militærforvaltningen i Tours i Loire, så han vidste, hvad han skrev om. Om der ligger en virkelig historie bag, som det undertiden hævdes, kan dog ikke siges med sikkerhed.

Svært ved at blive færdig

Beethoven havde altid vanskeligt ved at gøre sig færdig, men i dette tilfælde var omstændighederne også imod. Den første version med titlen ”Leonore eller den ægteskabelige troskab” blev uropført i 1805 på Theater an der Wien, som Mozarts tekstforfatter Emanuel Schikaneder havde sat nogle af de penge i, som han havde tjent på deres fælles succes ”Tryllefløjten”.

Theater an der Wien står i sin gamle, restaurerede pragt og benyttes stadig. I disse dage opføres her ”Figaros bryllup” sat i scene af Kasper Bech Holten.

Få dage inden premieren på ”Leonore” havde Napoleons tropper invaderet Wien, og adelen, som udgjorde et fast operapublikum, turde ikke vise sig. Det blev en mat omgang. Beethoven lavede året efter en ny, lettere forståelig version, som selv franske officerer skulle kunne forstå, men ”Leonore” faldt nu med et endnu større brag.

Endelig succes

Først i 1814 blev operaen med den nye titel ”Fidelio” bragt til endelig succes. Siden da har operaen været fast på operarepertoiret, dog mere i det nordlige end i det sydlige Europa. Det er også et spørgsmål om temperament.

Tre versioner, fire ouverturer, tusinder af skitser gennem næsten 12 års arbejde.

”Fidelio” er lige så lidt en almindelig opera, som Beethovens niende symfoni er en almindelig symfoni. Musikkens udtryk står i en stor idés tjeneste, men idéen kom for Beethoven også i vejen for at komponere musik, som lå let og naturligt for stemmerne.

Den fangne Florestan og hans hustru Leonore, som klæder sig ud som mand og befrier ham fra døden i fængslet, blev af datiden betragtet som usyngelige. Sådan vil vi dog ikke komme til at opleve det på Den Jyske Opera, hvor vanskelige partierne end er.

Ikke en let opera

”Fidelio” er heller ikke noget let opera at sætte op for en instruktør. Den begynder som et syngespil med charmerende forviklinger, men den udvikler sig til en forherligelse af den ægteskabelige kærlighed og bliver en storladen hymne til friheden.

Efter Anden Verdenskrig kunne man se handlingen flyttet til kz-lejre som opgør med nazismen. Alt efter på hvilken side af muren gennemTyskland kunne man derefter se skurkene med amerikanske soldateruniformer eller som DDR-magthaverne og Stalins folk.

I virkeligheden virker operaen stærkest, når den spilles efter pålydende. Dens aktualitet forstås også af nutidens publikum, som ikke kan undgå at drage sammenligninger. Direkte aktualiseringer kan derimod let virke indskrænkende på operaens umiddelbare kraft.

Handlingen

Der findes en lille bog, Robert Deavers ”Den lille operafører”, som forlaget Holkenfeldt udgav herhjemme. Den kan være i en dametaske, så kvindelige operagæster kan give deres ægtegæller den i hånden for at sikre, at de dog får noget ud af aftenen. Dette første korte handlingsreferat er inspireret heraf.

Leonore (dramatisk sopran) har klædt sig ud som mand for at redde sin tilfangetagne mand Florestan (heltetenor). Hun har under navnet Fidelio fået job som medhjælper hos fangevogteren Rocco (bas). Dennes datter Marzelline (lyrisk sopran) forelsker sig i Fidelio og vil gerne giftes med ”ham”, og Rocco er indforstået med at få Fidelio som svigersøn. Den unge Jaquino (let tenor) er derimod ulykkelig over nu at være skubbet til side som Marzellines foretrukne ægteskabskandidat.

Guvernøren for fængslet er Pizarro (baryton) , som vil skaffe sin personlige fjende Florestan af vejen. Pizarro befaler Rocco at sørge for en grav til Florestan, som ligger i lænker i fængslets dyb. Fidelio får overtalt Rocco til, at han tager ham/hende med ned til fangen, som hun aner er hendes mand.

Efter pausen

Efter pausen synger Florestan en stor bevægende arie, en ret flot præstation i betragtning af hans tilstand. Rocco og Fidelio går i gang med gravearbejdet. Pizarro kommer for at dræbe Florestan, men Fidelio, som først nu afslører sin identitet, retter sin pistol mod ham. Da klinger et trompetsignal fra tårnet som tegn på, at ministeren Don Fernando (baryton) er på vej for at frigive de politiske fanger. Han genkender Florestan og Leonore og lader Pizarro føre bort i lænker.

Fire ouverturer

Ouverture: Beethoven skrev hele fire ouverturer til sin opera. De tre første er store og dramatiske og betegnes Leonore I, II og III. Til operaens endelige version skrev han en mindre, som bedre lægger op til begyndelsens enkle syngespil i Roccos borgerstue.

Leonore III spilles dog ofte indlagt før operaens sidste scene – en tradition skabt af dirigenterne Felix Mottl og Gustav Mahler (den kendte komponist). Den giver med symfoniske midler og stærke stigninger udtryk for det dramatiske forløb. Den lægger efter scenen i fangekælderen godt op til det storslåede slutbillede, hvor vi genhører dens musikalske stof.

Kvartet: Vi er ikke ret langt inde i operaen, før vi opdager Beethovens storhed i den smukke kvartet, hvori Fidelio, Marzelline, Rocco og Jaquino giver udtryk for deres personlige følelser og problemer, men formen, en fri kanon, viser alligevel en fælles skæbnebestemmelse.

Guldarien: Roccos typiske syngespil-arie om guldets magt og betydning viser os et materielt indstillet menneske, som også har tiltalende træk. Altså et moderne menneske? Leonore vinder Roccos tillid, et afgørende øjeblik for hende, og det bekræftes i en terzet mellem dem og Marzelline.

Hævnarie: Guvernøren Pizarro kommer og synger en kun alt for tidstypisk hævnarie om sin fjende Florestan og giver Rocco forholdsordrer om graven.

Højdepunkter

Abscheulicher: Fidelio har skjult hørt det og bryder ud i en stor arie i flere dele: »Afskyelige, hvor iler du hen?,« som når et lyrisk inderligt højdepunkt på ordene »Kom, håb« og derpå kulminerer i troen på, at ægteskabets lykke vil give hende styrke.

Fangekoret: Endnu en meget smuk musikalsk scene følger, da Fidelio og Marzelline overtaler Rocco til at lade fangerne komme ud i gården. De synger først forsigtigt, som vil Beethoven fortælle os, hvor sky og uskyldige de er, Derpå folder deres sang sig ud i en befriende hymne. Men Pizarro vender tilbage. Dramaet kan begynde.

Florestan og stilheden: Det er først efter pausen, at vi ser Florestan i lænker i fængslets mørke dyb. Han synger bevægende om sin Leonore, som han sammenligner med en engel. Hans første ord lyder: »Gud! Hvilket mørke her! Åh grufulde stilhed.« Vi kan ikke undgå at føle den døve Beethovens private, smertelige udsagn.

Stærk og ægte

Når Florestans tenorstemme som her ikke er varmet op, er arien nærmest umulig at synge rent og præcist, men derfor kan den alligevel eller netop virke så meget stærkere og ægte.

Graven: Rocco og Fidelio graver, og her griber Beethoven til et overraskende udtryksmiddel, nemlig det såkaldte melodrama, en talt dialog med et diskret tonemaleri i orkestret.

Florestan spørger Rocco om guvernørens navn og erfarer, at det er Pizarro, hans fjende, hvis forbrydelser han har søgt at afsløre. Den følgende terzet kan i sin inderlighed minde om andensatsen i Beethovens violinkoncert.

Dramatisk øjeblik: Da Pizarro med sin dolk vil dræbe den svagelige Florestan, stiller Fidelio sig i vejen: »Dræb først hans hustru.« Da lyder trompetsignalet for ministerens komme. Pizarro har tabt spillet. Den sande kærlighed, som ikke skyer noget offer, har sejret.

Budskabet: Den afsluttende scene med ministeren, som favner sin gamle ven og frigiver fangerne, er mere end blot en lykkelig operaslutning. Den er et generelt budskab om menneskelig troskab og frihed. Derfor er virkningen stærk og ikke mindre i dag end dengang efter revolutionen.