Stridende Oasis-stjerner optræder på Smukfest og Roskilde Festival
Liam Gallagher er blandt de netop offentliggjorte hovednavne til Smukfest i Skanderborg.
De slås stadig gennem medierne, Liam og Noel Gallagher, og en gendannelse af Oasis synes mere og mere usandsynlig. Men mindre kan også gøre det, og nu kan danske fans af det for længst opløste Manchester-band glæde sig over, at forsanger, Liam Gallagher, besøger dette år Smukfest i Skanderborg med sangene fra sit solodebut ”As You Were” (2017), mens storebror Noel Gallagher figurerer på årets plakat til Roskilde Festival.
»The last great rock’n’roll star”,« skrev The Guardian, da Liam Gallagher udgav solodebuten og hans koncert på sidste års Northside i Aarhus var da også godkendt.
»Liam Gallagher har marineret ganen med cigaretter og alkohol gennem et halvt liv, og at påstå at han sang perfekt på Northside, ville være noget af en tilsnigelse. Det blev alligevel en fest - takket være det veloplagte band, attituden og ikke mindst hovedpersonens vilje til at dvæle ved fortiden,« lød det i Jyllands-Postens fire-stjernede anmeldelse.
Smukfest har netop offentliggjort, at også Calvin Harris, Stormzy og Lewis Capaldi optræder på årets festival, der foregår fra 7. til 11. august.