Fortsæt til indhold
Musik

Franske Lise de la Salle lod flygeltonerne gnistre

Franske Lise de la Salle fortolkede klaverlitteraturens krævende soloværker med lige dele råstyrke og femininitet.

KLASSISK

PARIS – SOLORECITAL

MOGENS DAHL KONCERTSAL, ISLANDS BRYGGE

Lise de la Salle, klaver

Tirsdag aften

Hvad binder Mozart, Ravel, Fauré og Chopin sammen? Hver af de fire komponister tilbragte en del af karrieren i byernes by, og ”Paris” var da også overskriften på den franske pianist Lise de la Salles solorecital i Mogens Dahl Koncertsal.

Hvor hun ved andre solooptrædener har krydret sine valgte værker med mundtlige kommentarer, førte musikken denne aften det fulde ord – åbningen med Mozarts ”Fantasia” i d-mol og ”Rondo” i D-dur var som velskrevne digte, der blev læst op af en dygtig performer med indføling i hver frase.

Ravel kan som ingen anden komponist skabe farvespil i sine klange. I hans ”Sonatine” blev vi aet af flygelets blide nuancer, og i uddraget af hans ekspressive ”Miroirs” – ”Spejle” – fremmalede 30-årige Lise de la Salle med illustrativt overskud på tangenterne både melankolske fuglestemmer, en båds duvende bevægelser på bølgerne og smældende temperamenter i den spanskinspirerede ”Alborada del gracioso”.

Med guldstilletter og en tatovering, der blev blottet, hvor blondeærmet stoppede på underarmen, udstrålede hun den blanding af råstyrke og femininitet, hun i så veldoseret et forhold overfører til flygelet. Det kræver en koncentration og en disciplin, kun få kan mønstre at affyre en to timer lang solokoncert med nogle af klaverlitteraturens mest krævende værker – alle indstuderet og formidlet udenad. Lise de la Salle lod Faurés tre Bacaroller flyde organisk, og det trykte program kulminerede i to virtuose Chopin-ballader. Generøst gav hun ekstranumre af både Bach og Rachmaninov, før vi blev sluppet ud i den kølige aprilaften.