»Det her er stort«: Superstjerne giver første danske koncert uden for København
Et internationalt operaikon optræder i Aalborg i juni.
Det er usædvanligt.
Ikke så meget det, at et af operabranchens helt dyre navne, Anna Netrebko, giver en koncert i Danmark. Men at hun gør det uden for København.
Det er ikke fordi, de ikke har gjort forsøget i Nordjylland. Både i Aalborg og Horsens har man i årenes løb forsøgt at få stjernesopranen, som anmeldere har placeret i toppen af operaligaen, på plakaten.
Men beskeden har været, at hun kun optræder i storbyer, og således har Netrebko kun sunget inden for hovedstadens grænser. Indtil nu. Den 15. juni 2019 kommer skal hun prøve kræfter med akustikken i Musikkens Hus i netop Aalborg.
»Det her er stort! Anna Netrebko er et internationalt ikon inden for operaverdenen, og hun har formået at forføre den klassiske scene med sin fantastiske vokalkontrol og helt særlige karisma og tilstedeværelse,« siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus i en pressemeddelelse.
Anna Netrebko, der både har russisk og østrigsk statsborgerskab, debuterede som 22-årig som Suzanna i en opsætning af Mozarts’ ”Figaros bryllup” på Mariinsky-teateret i Skt. Petersborg. Siden har hun sunget på alverdens store scener.
Da hun første gang optrådte i Danmark i 2010, kaldte Jyllands-Postens anmelder hende for »ét af det seneste årtis allerstørste operanavne«.
Anna Netrebko optræder i Aalborg sammen med tenoren Yusif Eyvazov, som Netrebko også er gift med. De bliver akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester.
Billetsalget begynder onsdag den 14. november kl. 10.