Ingen hæder i år: Musikerne springer hyldestfesten over
DMA-showet skal ændres, og derfor bliver der intet show på tv og prisuddeling i år.
Hvert år siden 1989 har musikbranchen hyldet årets bedste kunstnere og udgivelser ved DMA (Danish Music Awards), men det bliver det ikke noget af i år, skriver B.T.
Brancheorganisationen Ifpi, der normalt står for prisfesten, oplyser til avisen, at der ikke bliver noget prisshow i år.
Formatet for uddelingen, der næsten alle år har været vist på tv, skal ændres, og inden det er på plads, kommer der ikke et nyt show.
På TV 2, som har sendt prisuddelingen siden 2011, overvejer man sin rolle.
»Det er rigtigt, at vi overvejer vores rolle i forbindelse med showet, som sikkert bliver en anden slags samarbejde, end man har set indtil nu, men vi er ikke klar med hvordan og hvorledes endnu. Vi er glade for vores samarbejde med Ifpi omkring DMA, og Ifpi er lige nu i gang med et nyt koncept og på at se, hvordan DMA skal se ud fremadrettet, og så må vi på TV 2 finde ud af, hvordan vores rolle skal være i den forbindelse, når vi når dertil,« siger TV 2's underholdningsredaktør Dorte Borregaard til B.T.
Ved sidste års DMA blev rapperen Gilli den store vinder.
Rapperen med det borgerlige navn Kian Rosenberg Larsson kunne således hente statuetterne for årets danske solist, årets danske udgivelse og årets danske sangskriver.
Æresprisen sidste år gik til Sort Sol, der havde udsendt sit første album i 16 år.