Thomas Helmig udgiver uden forvarsel "Takker"-album
Den populære solist er klar med en halv snes nye numre.
»Jeg takker for det liv, jeg har fået/takker for den tid, der er gået/takker for hver eneste dag/og takker for at du kom tilbage.«
Sådan synger Thomas Helmig på titelsangen på sit nye album, der uden forvarsel er blevet udgivet torsdag.
Det er Aarhus-sangerens første album siden "Kh Helmig", som udkom i 2013.
Der er tale om den 53-årige solists 16. studiealbum, siden han udgav sit første studiealbum "Thomas" i 1985. Siden kom der plader til som "Vejen væk", "Løvens hjerte", "Stupid Man" og "Helmig herfra", og der er ingen tvivl om, at Thomas Helmig hører til blandt Danmarks mest populære album- og livekunstnere. Dét sidste fik han understreget i 2017, da han mødte store bifald til sine koncerter på Northside i Aarhus og Tinderbox i Odense.
Det nye album bliver udgivet af Sony Music. I en pressemeddelelse fra pladeselskabet hedder det:
"Albummet er indspillet i Aarhus, København og Malaga og er produceret af Thomas Helmig og Emil Falk i samarbejde med tekniker Mads Nørgaard. Albummet er Thomas Helmigs 9. album på dansk og er musikalsk funderet i soul- og funkmusikken. Til miksningen af albummet har de tre fået hjælp af amerikaneren Tony Maserati. Udgivelsen af "Takker" falder sammen med fire arenakoncerter i landets største byer, som varsler et år med stor koncertaktivitet fra Thomas’ side."
De fire koncerter foregår:
1. marts i Odeon i Odense, 2. marts i Ballerup Super Arena og 9. og 10. marts i Ceres Arena, Aarhus.
I pressemeddelelsen fastslås det, at Helmig ikke på nuværende tidspunkt stiller op til interview.
Det er sandelig anderledes tider. I 1980'erne, 1990'erne og nullerne måtte en kunstner af Helmigs kaliber stille op til en stribe interviews med trykte medier, radio og tv i forbindelse med udgivelsen af et nyt album.
Ved ikke at stille op til interview gør Helmig præcis som Kim Larsen. Han talte ikke med pressen, da han udgav sit seneste album, "Øst for Vesterled".
Pladeselskabet har til gengæld produceret et interview, som er tilgængeligt på Youtube: