Fortsæt til indhold
Musik

Løvebrølet spiller i Jylland til sommer

Robert Plants eneste danske koncert i år kommer til at foregå i Sønderjylland.

Det er en af rockhistoriens mest succesrige musikere, som til sommer giver koncert i Danmark.

Den 69-årige Robert Plant stod med sin løvemanke og potente stemme i spidsen for Led Zeppelin, der fra slutningen af 1960'erne til begyndelsen af 1970'erne voksede til at være et af verdens største rockbands med en række albumsællerter og store koncerter i både USA og Europa.

Gruppen udgav ni album, og det kunne være blevet til endnu flere, hvis ikke trommeslager John Bonham var død i 1980, blot 32 år gammel, efter en voldsom druktur.

Andre bands ville være fortsat med en ny trommeslager, men ikke Led Zeppelin, der står noteret for et pladesalg omkring 300 mio. enheder. Gruppen gik i opløsning og medlemmerne John Paul Jones, Jimmy Page og Robert Plant søgte på forskellig vis nye steder hen i musikken.

I 2007 blev gruppen gendannet - med John Bonhams søn, Jason Bonham, som trommeslager, til en koncert i London, og spekulationerne gik på, at Led Zeppelin ville tage på en indbringende turné. Det skete dog aldrig.

Siden har Jimmy Page i stor udstrækning fremstået som en slags kurator for Led Zeppelins bagkatalog, mens John Paul Jones og ikke mindst Robert Plant har kørt videre i forskellige musikalske spor.

Robert Plant udgav i 2007 "Raising Sand" med den amerikanske sangerinde Alison Krauss - og igen forventede fans mere fra den kant. Men Plant gik andre veje og har siden udgivet albummene "Band of Joy", "Lullaby and the Ceaseless Roar" og "Carry Fire". De to sidstnævnte er indspillet sammen med et backingband, der går under navnet The Sensational Space Shifters, der på "Carry Fire" bestod af:

Justin Adams, Liam "Skin" Tyson, John Baggott, Juldeh Camara, Billy Fuller, Dave Smith samt korsangerne Julie Murphy og Nicola Powell.

Om det er alle de musikere, som er med, når Robert Plant stiller op til koncert i Sønderborg den 3. august vides p.t. ikke. Men koncerten bliver annonceret som Robert Plant og The Sensational Space Shifters.

I 2014 gav Robert Plant og The Sensational Space Shifters koncert på amfiscenen i Den Fynske Landsby. Den koncert gav Jyllands-Posten fire stjerner.

I Odense var Plant ikke bange for at synge Led Zeppelin-klassikere som "Rock and Roll", "Black Dog", "Going To California" og "Whole Lotta Love", samtidig med at han spillede numre fra sin solokarriere og fortolkede andre kunstneres numre.

Ved den lejlighed tog han afstikkere til blues, rock og flere andre stilarter. Sådan er Robert Plant. Og sådan var Led Zeppelin også. Det bliver typisk kaldt et rockband. Men det var meget mere end det.

Koncerten i Sønderborg foregår på Mølleparkens Friluftsscene, og billetsalget begynder den 25. januar kl. 9.00.

En ståplads koster 550 kr., mens en såkaldt VIP-billet ligger på 1.550 kr.

Bag koncerten står Kulturpartneren i samarbejde med Live Nation og Kultur I Syd.

Robert Plant fylder i øvrigt 70 år kort efter koncerten i Sønderborg. Sangeren blev født den 20. august 1948 i West Bromwich nær storbyen Birmingham.