Youtube-stjernen Gustav Åhr er død
Rapperen Lil Peep blev blot 21 år.
Den amerikanske rapper og Youtube-stjerne Lil Peep, der også går under det borgerlige navn Gustav Åhr, er død i en alder af blot 21 år.
Det bekræfter musikerens britiske repræsentant over for mediet The Guardian.
Den britiske avis skriver, at rapperen angiveligt blev indlagt på hospitalet efter en overdosis. I en video, Gustav Åhr havde lagt op på sociale medier få timer før sin død, sagde han, at han havde receptpligtig medicin og andre ting, men at han havde det godt og ikke var syg.
Magasinet Rolling Stone, som også har fået bekræftet dødsfaldet af en repræsentant, siger at årsagen ikke er fastslået.
Gustav Åhr, som var født i Long Island, New York, med en tysk/svensk far og en tysk/irsk mor, var let at kende på sin stil og sine markante tatoveringer. Han arbejdede som model ved siden af sangskrivningen, hvor nogle af hans foretrukne emner var død og depression.
Han brød igennem i 2016, og sendte sit debutalbum "Come over when you're sober" på gaden i juni i år. Hans hits "White Wine", "Benz Truch" og "The Way I see things" har tilsammen over 4 mio. visninger på Youtube.
»Jeg er chokeret og knust,« skriver Sarah Sennett, direktør for First Access Entertainment, der begyndte at samarbejde med rapperen i fjor, i en udtalelse ifølge Rolling Stone.
»Jeg tror ikke på, at Peep ønskede at dø, dette er så tragisk. Han havde store mål og drømme for fremtiden, som han havde delt med mig, holdet, sin familie og sine venner. Han var enormt intelligent, kreativ, karismatisk, mild og chrmerende. Han havde store ambitioner var blomstrende,« skriver hun.
Ifølge magasinet har Lil Peeps manager, Chase Ortega, imidlertid tweetet:
»Jeg havde ventet dette opkald i et år,« efterfulgt af et bandeord. Siden har han gjort sin Twitter-konto privat.
Producer og sangskriver Diplo er blandt stjernerne fra branchen, der hylder Åhr på Twitter.
»Peep havde så meget mere, han skulle, han inspirerede mig konstant. Jeg har det ikke godt, mand,« skriver han.
Dj Marshmello sørger også over nyheden.
»Jeg kan ikke tro det her. Vi talte sammen så sent som i sidste uge om at arbejde sammen om en sang, og nu er du væk. Du vil blive savnet,« skriver kunstneren, der også kalder Peep for »den sødeste person«.
»At hænge ud med ham, tale med ham om musik, de idéer vi havde til sange, vi skulle lave sammen, og at turnere med ham var fantastisk. Alle vil savne dig.«