Fortsæt til indhold
Litteratur

Sjælden H.C. Andersen-bog indbragte millioner på auktion

Tirsdag faldt hammeren over en unik billedbog, som var vurderet til mellem 1 og 1,5 mio. kr.

Et unikt klenodie trak tirsdag et noget højere hammerslag end forventet, da Bruun Rasmussens Kunstauktioner skød sin internationale sommerauktion i gang.

Her blev en gammel billedbog, digtet og klippe-klistret af selveste af H.C. Andersen, solgt for 2,9 mio. kr.

Bogen blev udformet af den verdensberømte forfatter mellem 1868 og 1869 som en gave til den bare tre-årige Marie Henriques. Klenodiet, som er den eneste af sin art, var på forhånd vurderet til mellem 1 og 1,5 mio. kr.

Der er tale om en illustreret rejsebeskrivelse på 184 sider, som er en af flere billedbøger, som digteren lavede til sine venners børn. Ifølge auktionshuset var Marie Henriques billedbog dog én af de sidste af slagsen. Tilmed var det en af de fineste billedbøger, H.C. Andersen lavede, da Marie var hans yndling blandt alle børnene.

»Da H.C. Andersen lavede billedbogen, havde han nok ikke tænkt, at den en dag ville blive solgt for så imponerende et hammerslag. Det vidner om, at der i dag er en enorm stor interesse både for hans litteratur og kreative evner som billedkunstner, hvilket er fuldt forståeligt,« siger Lærke Bøgh, leder af afdelingen for bøger, manuskripter og breve hos Bruun Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Auktionsholderen kunne ved samme lejlighed svinge hammeren over et andet sjældent klenodie.

Et familieportræt af Wilhelm Marstrand, som viser den afrocaribiske barnepige Justina sammen med kunstnerens to niecer, Emily Ottilie og Annie Lætitia, indbragte 900.000 kr. ved auktionen mod en vurdering på mellem 6-800.000 kr.