Fortsæt til indhold
Litteratur

Er dette Bob Dylans accept af Nobelprisen?

Bob Dylan udgiver en bog med sine mange sangtekster, og med udgivelsen er der fulgt en opsigtsvækkende tekst.

Torsdag blev det som bekendt offentliggjort, at Bob Dylan skal have årets Nobelpris i litteratur. Men - som beskrevet i Jyllands-Posten - er det endnu ikke lykkedes Nobel-komiteen at få fat på den berømte sangskriver for at høre, om han dukker op til prisoverrækkelsen i Stockholm i december.

Han gav torsdag aften en koncert i Las vegas, men uden at nævne Nobel-prisen med et ord. Til gengæld afsluttede han koncerten med en fortolkning af Frank Sinatras "Why Try To Change Me Now".

Men: På Bob Dylans egen hjemmeside annonceres det, at en bog med titlen "The Lyrics: 1961-2012" udkommer tirsdag den 1. november 2016.

"WINNER OF THE NOBEL PRIZE IN LITERATURE," lyder overskriften på nyheden om bogudgivelsen.

Længere nede lyder det:

»Bob Dylan er en af de vigtigste sangskrivere i vores tid - ansvarlig for moderne klassikere som "Like a Rolling Stone,", "Mr. Tambourine Man," og "The Times They Are a-Changin".«

At Bob Dylan skal have Nobelprisen i litteratur skabt en del røre. Forfatteren Pierre Assouline kalder det fornærmende på sit fags vegne, mens Karl Ove Knausgård har det ambivalent med afgørelsen:

»Jeg er meget splittet,« siger sidstnævnte til The Guardian.

»Jeg elsker, at komiteen åbner for andre slags litteratur - sangtekster og den slags. Jeg synes, at det er fantastisk. Men når jeg ved, at Dylan er i samme generation som Pynchon, Philip Roth, Cormac McCarthy, så er det det svært for mig at acceptere det. Jeg synes faktisk, at en af de tre skulle have haft den. Men hvis de får den næste år, så er det fint.«