Fortsæt til indhold
Litteratur

PET får standset bog om tidligere chef

Politiets Efterretningstjeneste har haft held med at få nedlagt fogedforbud mod udgivelsen af en ny bog om den tidligere PET-chef Jakob Scharf. Det skete uden, at forfatter og forlag blev underrettet.

Ved et hemmeligt retsmøde har Københavns Byret torsdag nedlagt forbud mod en bog om Jakob Scharfs tid i spidsen for Politiets Efterretningstjeneste (PET). Bogen med titlen »Syv år for PET« er færdigskrevet og skulle efter planen udkomme 17. oktober.

De anklagede part er ikke blevet hørt, da hverken People's Press eller bogens forfatter, journalist Morten Skjoldager, var til stede i retten, da fogedforbuddet blev nedlagt. PET havde nemlig held til at overbevise byretten om, at retsmødet skulle finde sted uden, at de var blevet orienteret.

Det skyldes – ifølge retsbogen, som Jyllands-Posten har fået udleveret – frygt for, at dele af bogen i så fald ville blive lækket inden fogedforbuddet nåede at træde i kraft og at hele forbuddet dermed ville være nyttesløst.

»Syv år for PET«, skrevet af Politiken-journalist Morten Skjoldager om tidligere PET-chef Jakob Scharf og hans tid i spidsen for efterretnignstjenesten. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Hos forlaget People's Press udtrykker kreativ direktør Jakob Kvist kritik og stor overraskelse over afgørelsen.

»Jeg er meget rystet over, at det her kan ske i en demokratisk stat,« siger han til Politiken og anklager efterretningstjenesten for at ville censurere et stykke journalistik.

PET's krav om at få bogen standset skyldes alene foromtalen af bogen. Efter at have læst blandt andet forlagets egen omtale, har PET fået det indtryk, at bogen indeholder fortrolige oplysninger, der kan bringe personer i fare og skade PET’s muligheder for at forebygge og efterforske alvorlige forbrydelser herunder terrorisme, oplyser tjenesten.

PET har dog ikke læst selve bogen. I en pressemeddelelse skriver efterretningstjenesten, at People’s Press’ har afvist at udlevere manuskriptet:

»PET har forgæves udbedt sig manuskriptet til bogen, så PET kan undersøge, om det rent faktisk indeholder sådanne fortrolige oplysninger. Er dette ikke tilfældet, har PET intet ønske om at forhindre bogens udgivelse. Forlaget har imidlertid ikke ønsket at give PET adgang til manuskriptet,« skriver efterretningstjenesten.

I foromtalen, som kan læses på forlagets hjemmeside, skriver People's Press, at Jakob Scharf giver en »insiderberetning om Politiets Efterretningstjeneste«.

»Han blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte, og han portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler,« lover forlaget.

»Syv år for PET« er skrevet af Politiken-journalisten Morten Skjoldager, der i flere år har dækket terrorsager og fulgt PET's arbejde. Bogen bygger på interview med Jakob Scharf og en række andre kilder samt grundig research og aktindsigter i retsdokumenter og politirapporter.

Jakob Scharf i sit sikkerhedsfirma Certa Intelligence & Security. Foto: Jens Panduro

Københavns Byret har valgt at følge PET's anmodning om fogedforbud, da retten finder det sandsynliggjort, at bogen indeholder fortrolige oplysninger, som det er strafbart at videregive.

I kendelsen hedder det blandt andet, at:

»Det er nærliggende, at de pågældende personer (forfatterens kilder i politiet, red.) har videregivet fortrolige oplysninger. De har derved overtrådt straffelovens § 152 og krænket den ret, der søges beskyttet ved forbuddet, jf. retsplejelovens § 413, nr. 1, nemlig PET's ret til at bevare fortrolige oplysninger om bl.a. tjenestens arbejdsmetoder, operationer og kilder og retten til at sikre, at sådanne fortrolige oplysninger ikke videregives uberettiget«.

Samtidig skal forlaget og forfatteren hver især betale 10.300 kr. i sagsomkostninger til PET.

People’s Press har fire uger til at beslutte, om kendelsen skal ankes. Flere medier har allerede fået udleveret anmeldereksemplarer af bogen.

Jakob Scharf var chef for PET fra 2007 til udgangen af 2013, hvor han måtte gå af efter flere måneders kritik af blandt andet overforbrug og interne samarbejdsproblemer i PET.

Samtidig ulmede den såkaldte Christiania-sag om Folketingets Retsudvalgs aflyste besøg på Christiania, som senere kostede daværende justitsminister Morten Bødskov (S) posten på grund af en såkaldt »nødløgn.«

Artiklens emner
Censur
PET