Fortsæt til indhold
Litteratur

Forfattere stærkt utilfredse med Charlie Hebdo-hyldest

Mindst seks forfattere har trukket sig fra PEN-galla i vrede over, at organisationen hylder fransk satireblad.

PEN - den litterære organisation, der kæmper for blandt andet ytringsfriheden - har fra første færd bakket op omkring og hyldet det franske satiremagasin og dets ansatte siden attentatet, der i januar kostede 12 mennesker livet.

Men det er ikke alle PEN-medlemmer, der er enige i den holdning.

Søndag meddelte organisationens amerikanske afdeling, at forfatterne Michael Ondaatje, Francine Prose og foreløbig fire andre har trukket sig fra næste måneds PEN American Center-galla.

Det sker i protest over, at organisationen til arrangementet agter at hylde Charlie Hebdo og ofrene for terrorangrevet. Satiremagasinet skal ved begivenheden, der 5. maj finder sted i American Museum of Natural History på Manhattan i New York, tildeles en særlig æresmedalje: Freedom of Expression Courage Award

De frafaldne forfattere begrunder deres beslutning med, at de ikke kan støtte den måde bladet portrætterer Muhammed og andre muslimer på.

Francine Prose, der tidligere har været formand for PEN i USA, understreger i en udtalelse, at hun til enhver tid vil kæmpe for den ubegrænsede ytringsfrihed og at hun er rystet over attentatet i januar, men tilføjer at man ved at give prisen til Charlie Hebdo også giver udtryk for beundring og respekt for bladets indhold og linje. Og den er blandt andre Prose stærkt imod.

”Jeg kan ikke se mig selv selv være blandt publikum, når det giver stående ovationer for Charlie Hebdo.”

Gallaen i New York er kulminationen på PENS ugelange World Voices Festival og udover Prose og Ondaatje har foreløbig forfatterne Teju Cole, Rachel Kushner, Taiye Selasi og Peter Carey trukket sig. Det er ikke usandsynligt, at flere forfattere vælger at trække sig fra gallaen.

Formanden for PEN i USA erkender, at man føler sig krænkede over tegningerne i Charlie Hebdo, men han fastholder at han finder PENs tildeling af en æresmedalje til bladet for passende.

Inden forfatterne trak sig, udsendte den nuværende formand for PEN American, Andrew Solomon, en erklæring i hvilken han erkendte, at mange følte sig krænkede over nogle af Charlie Hebdos tegninger, men at han stadig finder prisen passende.

I sin erklæring skriver Solomon blandt andet:

”Det er uden tvivl et faktum, at udover at provokere til voldelige handlinger fra ekstremister, så har Charlie Hebdo-tegningerne også fornærmet andre muslimer og mange andre af de grupper, som blandet har angrebet.”

Formanden understreger endvidere, at det ikke er Charlie Hebdos hensigt at fornærme muslimer, men snarere at protestere mod at et lille mindretal søger at styre, hvordan flertallet må udtrykke sig.