Det ble’ en rehabilitering
Sport: Richard Møller Nielsen har fået en biografi helt i sin egen ånd. Forarbejdet er gjort umanerligt grundigt, og den leverer resultatet, om end det undervejs halter lidt med nyskabelserne og den sprudlende underholdning.
Sidste maj blev Richard Møller Nielsens Plads indviet foran Odense Stadion. Selv nåede jeg forbi, netop som skåltalerne var ovre og scenen indtaget af popsangerinden Anna David, der af uransaglige årsager var hyret som underholdning. Derfra akkompagnerede hun en storskærm, der viste billeder fra den afdøde træners liv, med sit største hit: ”Fuck dig.”