Fortsæt til indhold
Litteratur

Homoseksuelle superhelte hitter

Det første homoseksuelle superhelte-bryllup i en tegneserie skal snart afholdes.

Det første homoseksuelle ægteskab i superheltenes verden kommer til at ske i juni.

Det sker, når Marvel Comics, der står bag nogle af verdens mest velkendte superhelte-karakterer, vil afholde et bryllup mellem to mandlige karakterer i dets juni-udgivelse af tegneserien X-Men.

De to snart kommende gifte er superhelten Northstar og Kyle Jinadu, der ikke er en superhelt, men blot en helt normal tegneseriefigur.

"Marvel-universet har altid afspejlet verden uden for dit vindue, så vi bestræber os på at lave karakterer, forhold og historier, der er funderet i virkeligheden," siger Marvel øverste redaktør, Alex Alonso, ifølge Guardian.

Måske er Batman bøsse

Tirsdag blev fokus på homoseksuelle superhelte sat yderligere et hak op, da Marvel Comics' største rival, DC Comics, afslørede, at en af udgiverens etablerede karakterer snart ville springe ud af skabet.

Der har været heftige spekulationer om, at Batman eller Wonderwoman vil blive afsløret som den homoseksuelle superhelt, men det kan også vise sig at være selveste Superman, der ikke længere vil blive anset for at være heteroseksuel.

Sker efter Obamas støtte til homoseksuelle

Men faktisk er den homoseksuelle trend blandt superhelte i tegneserieverdenen ikke helt ny, da der allerede findes homoseksuelle superhelte som den lesbiske Batwoman og bøsseparret Apollo og Midnighter.

Det ser dog alligevel ud til, at en homoseksuel bølge er ved at skylle hen over tegneserielandskabet blandt superhelte, og det kommer efter, at Barack Obama for få uger siden, som den første amerikanske præsident nogensinde meldte ud, at han støttede homoseksuelle ægteskaber.

Hele den homoseksuelle bølge blandt superhelte kulminerer, når Northstar og Kyle Jinadu, der har været et par siden 2009, bliver gift i et nummer af X-Men den 27. juni.