»Livet i en sammenbragt familie vil altid være hvileløst. Det ved jeg nu«
Den sammenbragte familie er som et stort sammenskudsgilde. Alle har de bedste intentioner, når de står og laver frikadeller og spinattærte i hver sit køkken. Men når det hele havner på ens tallerken, er det, som om tingene ikke rigtig passer sammen, siger forfatter Dy Plambeck.
For fire år siden købte Dy Plambeck en gammel, gul murstensvilla i Kirkelte på Nordsjælland.
Hun forestillede sig, hvordan hun her – i udkanten af to store fredede skove, med højt til loftet og en have på størrelse med en park – kunne opbygge et nyt liv efter bruddet med sin ekskæreste og skabe et nyt og roligt hjem for deres datter, Ingrid.
Men sådan skulle det ikke gå.
For ro er cirka det sidste ord, Dy Plambeck bruger om det familieliv, hun i dag lever i det gule hus.
Det har nemlig i mellemtiden fået flere nye beboere.