Fortsæt til indhold
Litteratur

»Det nytter ikke at længes efter steder, man har været, når man selv er taget derfra«

Solvej Balle bliver ved med at fascinere og overraske med sit ambitiøse romanprojekt ”Om udregning af rumfang”. Sidste års fortjente vinder af Nordisk Råds Litteraturpris er nået frem til bind fem, men seriens hovedperson hænger stadig fast i den samme dag, som hun nu er stået op til 10.455 gange.

En af ambitionerne i Solvej Balles store og ambitiøse romanprojekt ”Om udregning af rumfang” er at få os til at tænke.

At tænke os om.

Det er et filosofisk projekt, som dybest set handler om at få os til at genoverveje tilværelsen. Det simple, men også ret originale greb, forfatteren bruger, er at stoppe tiden. Sætte det velkendte i parentes for i stedet at få læseren til at gå rundt om eksistensen og iagttage den.

Den bærende figur i de nu foreløbige fem bøger er kvinden Tara, der i første bind opdager, at hun er fanget i tiden. Hun hænger fast i den 18. november, og der forbliver hun.