Manden bag "American Psycho" er stadig mest optaget af mord, musik og mærkevarer
Han nægter at lade sig styre af frygten for at komme til at støde nogen. »Jeg er blevet cancelled så mange gange, intet kunne røre mig mindre.«
Bret Easton Ellis vender det hvide ud af øjnene.
Bogstaveligt talt.
Ikke idet han – iført mørkt joggingtøj og med en svag antydning af et smil – rejser sig fra lænestolen i det lille mødelokale på syvende sal hos sit danske forlag, Lindhardt og Ringhof, i indre København og stikker næven frem. Men det sker ganske ofte i løbet af det følgende, fem kvarter lange interview. Han vender det hvide ud af øjnene, især når samtalen rammer emner som MeToo, cancelkultur, diagnosticerede teenagere eller amerikanernes mentale tilstand sådan helt generelt.
»USA er ikke et rart sted i disse år,« siger den 59-årige bestsellerforfatter opgivende.
»Jeg er så uendeligt træt af den altdominerende pussyness i det amerikanske samfund.«